Syv Se og Hør-medarbejdere sendt hjem fra arbejdet

Avisen BT bringer torsdag en historie, som har fået Se og Hør til at sende syv medarbejdere hjem.

Syv journalister er sendt hjem fra Se og Hør som følge af påstandene om ulovlige metoder. (Foto: Marie Ravn Nielsen © DR)

Syv medarbejdere på ugebladet Se og Hør er blevet sendt hjem.

- Det er rigtigt, at jeg har givet syv Se og Hør-medarbejdere fri i dag, siger chefredaktør Niels Pinborg til DR Nyheder.

En af de hjemsendte er den højtstående redaktionschef Kim Bretov. Redaktionschefen bekræfter hjemsendelsen over for DR Nyheder, men henviser til Niels Pinborg for yderligere kommentarer.

De pågældende medarbejdere står angiveligt nævnt i en eller flere mails, som har forbindelse til de seneste dages skandale om kendtes kreditkortoplysninger.

- Det skyldes, at jeg er blevet orienteret om, at BT i morgen kører en historie, hvor de fortæller om en eller flere mails, hvor disse medarbejderes navne er nævnt.

Niels Pinborg har ikke selv set de eller den omtalte mail og ved derfor ikke, hvad der står i dem.

Turbulent tid

Ifølge chefredaktør Niels Pinborg får medarbejderne stadig løn. Men hjemsendelsen betyder ikke, at medarbejderne har gjort noget galt.

- Vi giver medarbejderne fri for at sikre deres retsstilling og for at give dem ro i denne turbulente tid, siger Niels Pinborg.

Det er uklart, hvornår eller om de vender tilbage.

Tirsdag valgte forhenværende chefredaktør på Se og Hør, Henrik Qvortrup, at forlade sin stilling som politisk kommentator på TV2.

Facebook
Twitter