Syv tilfældige blev såret i knivangreb i Vetlanda: Svensk politi ved stadig ikke, om det var terror

Politiet i svenske Vetlanda holdt tidligere i dag pressemøde om blodigt knivangreb udført af 22-årig afghaner.

Svenske myndigheder ved endnu ikke, om knivangrebet i Vetlanda var et terrorangreb. (Foto: 62360 Mikael Fritzon/TT © Scanpix)

Svenske myndigheder rubricerer indtil videre det knivangreb, der onsdag eftermiddag sårede syv personer i den svenske by Vetlanda, som forsøg på mord.

Det fortalte blandt andet politiets områdechef, Malena Grann, på et pressemøde i dag.

Samtidig understregede myndighederne, at man endnu ikke er færdig med at undersøge, om der var tale om en terrorhandling.

- Vi arbejder netop nu ud fra, at der er tale om forsøg på mord. Men vi er fortsat i gang med at undersøge, om der var tale om terror. Motivbilledet er vigtigt for den fortsatte efterforskning, sagde områdechef for politiet i Vetlanda Malena Grann.

Angreb syv tilfældige mænd

Onsdag eftermiddag klokken 15 gik en knivbevæbnet 22-årig mand til angreb på tilfældige i den svenske provinsby Vetlanda. Byen med godt 13.000 indbyggere ligger i Småland knap fire timer i bil fra den danske grænse.

Tre af ofrene fik livstruende skader, men alle blev i dag meldt stabile og uden for livsfare. Ofrene var alle mænd og mellem 35 og 75 år gamle. Politiet har ikke fundet nogen sammenhæng mellem gerningsmanden og ofrene.

Den første politipatrulje på gerningsstedet havde efter tre minutter anholdt en mistænkt gerningsmand. For at stoppe den formodede gerningsmand måtte en betjent affyre skud med sin tjenestepistol.

Gerningsmanden er nu indlagt på hospitalet. Myndighederne oplyser, at han er stabil og i stand til at føre en kort samtale. Han er blevet afhørt en gang. Der er tale om en 22-årig mand fra Afghanistan, der selv er bosat i byen Vetlanda.

DR i Vetlanda: Indbyggerne er utrygge

DR Nyheders europakorrespondent befinder sig i Vetlanda tæt ved gerningsstedet. Hun fortæller, at det første chok nu er afløst af en følelse af utryghed i det lille provins-samfund.

- Om der formelt set er tale om terror eller ej, er faktisk ikke det vigtigste for dem, jeg har talt med. For dem er det vigtigt, om man kan føle sig tryg der, hvor man bor, siger Anna Gaarslev.

- Det man skal forstå er, at bybilledet i det svenske samfund har forandret sig dramatisk på ret kort tid. Ikke kun i de store byer. Men også i de mindre byer som Vetlanda. Der er kommet et antal fremmede til landet der gør, at mange lokale oplever utryghed til hverdag. For borgerne i Vetlanda sætter det her spot på det faktum, at livet i de små byer er blevet anderledes i de seneste år, siger Anna Gaarslev.

Kender ikke motiv endnu

Kort efter angrebet kunne svenske medier berette, at politiet havde oplysninger, der pegede i retning af et terrorangreb.

På dagens pressemøde fortalte myndighederne dog, at man ikke kunne fortælle mere om det.

- Jeg kan ikke komme nærmere ind på detaljer i efterforskningen, men vi undersøger motivet vældig nøje, sagde områdechef Malena Grann.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk