T. Hansen-direktørs fyrværkeri-snyd dokumenteret i retten

Forsvareren går dog fortsat efter frifindelse i sagen om ompakning af ulovligt fyrværkeri.

Det er denne type fyrværkeri, som blev ompakket. (Foto: Martin Perstrup © Privat foto)

Fyrværkeribatterier af navnet "Kansas City" blev i 2011 ompakket og solgt under et andet navn, da fyrværkeritypen var ulovlig herhjemme.

Det er blevet dokumenteret under retssagen ved Retten i Odense tirsdag formiddag, hvor sagen mod T. Hansen-direktøren Bent Jensen er gået i gang.

Han er tiltalt som direktør for LCH Fireworks og ikke som direktør i T. Hansen. LCH Fireworks er dog en del af T. Hansen gruppen, som Bent Jensen er direktør for.

Den tiltalte har kort før middag sat sig i vidneskranken, efter at anklagemyndigheden har fremlagt sin dokumentation i sagen.

Forsvareren og anklageren er da også enige om, at fyrværkeriet er blevet pakket om, men her ophører enigheden, da forsvareren alligevel kræver Bent Jensen frifundet.

Risikerer både fængsel og at miste jobbet

Det var omkring 14.000 batterier, der blev ompakket og solgt i T. Hansens 76 forretninger, efter at Bent Jensen og LCH Fireworks ifølge anklageskriftet bad en producent i Kina om at ompakke fyrværkeribatterierne.

Batterierne kom til at hedde "Flames of Passion", og de fik sammen med det nye navn også nyt sikkerhedsnummer. Sikkerhedsstyrelsen standsede 16. december 2011 salget med et strakspåbud.

Den tiltalte direktør risikerer fængselsstraf og at miste sit job, fordi dommen kan indebære, at han ikke må arbejde som direktør eller sidde i bestyrelser, der har med krudt og fyrværkeri at gøre.

T. Hansen og LCH Fireworks' direktør Bent Jensen ønsker ikke at udtale sig i sagen, men hans forsvarer, Hans Jakob Folker, siger til DR Nyheder, at de håber på frifindelse.

Facebook
Twitter