Tårer og udbrud i retten: Hooligan afviste alle anklager om overgreb

- Føj for helvede, sagde to tilhørere, da voldsomt anklageskrift blev gennemgået.

(Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Politiet var massivt til stede både i og uden for retslokalet, da Retten i Glostrup i dag indledte en alvorlig sag om en række overgreb mod 14 drenge og unge mænd samt en ung kvinde.

På anklagebænken sad en 29-årige mand, der har spillet en ledende rolle i hooligan-miljøet omkring Brøndby IF.

Iført hvid skjorte, grå bukser og sorte sko satte manden sig ved siden af sin advokat i det fyldte retslokale, hvor både pårørende, journalister og personer med tilknytning til hooliganmiljøet i Brøndby var mødt op.

Dagen begyndte med, at specialanklager Morten Frederiksen læste anklageskriftet op, hvor sagens 47 forskellige forhold er beskrevet.

Her lød det, at der er tale om voldsomme og detaljerede overgreb af seksuel og voldelig karakter, som skulle være foregået fra 2013 og frem til anholdelsen af manden i februar sidste år.

Der blev blandt andet nævnt voldtægter af tre drenge under 15 år.

Og det var mere, end hvad to tilhørere kunne klare at høre. Efter ganske kort tid og flere høje suk og tårer forlod de retslokalet.

- Føj for helvede, sagde de begge, inden døren smækkede bag dem.

Og udbruddene fortsatte, mens anklagemyndigheden præsenterede sagen. Her rejste tre mænd sig op.

- Din fucking lille møgluder, råbte de til den 29-årige tiltalte mand.

Mændenes påklædning afslørede, at de har tilknytning til hooliganmiljøet omkring Brøndby IF.

Den tiltalte nægtede sig skyldig i alle anklager.

Han indrømmede dog, at han havde haft forhold til nogle af de forurettede, men at der var tale om frivillige forhold.

'Brøndbys hårde drenge'

Sagen har inden begyndelsen i retten fået en del omtale i medierne - også fordi den er foregået i hooliganmiljøet omkring fodboldklubben Brøndby.

- En række af drengene har også været en del af miljøet, sagde anklageren i sin præsentation af sagen.

- Hvem er medlem, og hvem er leder - det skal vi høre om undervejs. Er der særlige regler? Det vil tiltalte og en række af de drenge, der kommer, fortælle om, sagde han.

Dagens afhøring af den tiltalte handlede kun om det hårde fodboldmiljø, som ifølge den tiltalte har fyldt meget i hans liv.

I retten fortalte han, at han allerede som lille begyndte at holde med vestegnsklubben.

Han ville dog ikke være en del af de etablerede og officielt organiserede fangrupperinger.

- Jeg var lidt mere fanatisk. Jeg syntes, at det var fedt med romerlys på stadion. Jeg syntes også, at det var fedt med drengestreger - lidt hærværk hist og pist.

Det udviklede sig til organiserede slåskampe mod andre fangrupperinger, som han var med til at stable på benene.

- Er du voldelig?, ville anklageren vide.

- Ikke generelt.

- Hvad mener du med det?

- Man kan måske godt synes, at det er lidt af et paradoks, når man er hooligan. Jeg var ikke hooligan for voldens skyld. Det, der tiltalte mig, var sammenholdet.

- Der var en masse oplevelser. Man stod sammen med folk, man kendte, til kampe. Der var en masse adrenalin, der var op- og nedture, svarede tiltalte.

Han fortalte, at han blandt andet var med til at lave gruppen 'Brøndbys hårde drenge (BHD)', som også talte 'Brøndbys Hårde Yngre (BHY)'.

- Formålet var at lave et alternativ, fordi der var nogle interne gnidninger på daværende tidspunkt i andre grupper.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at der i fodboldmiljøet huserer personer fra rocker-bande-miljøet. Og det er ikke en hemmelighed, at der også gør det i Brøndby. Og situationen i rocker-bande-miljøet påvirker stemningen.

Flere af de forurettede har tilknytning til netop gruppen BHD.

Startede med skudepisode

Sagen fik sin begyndelse 5. februar sidste år, da Københavns Vestegns Politi blev kaldt ud til en skudepisode i Brøndby.

Her anholdt politiet den 29-årige mand.

Kort inde i efterforskningen fandt politiet ud af, at manden formentligt var forurettet i sagen om skyderiet, som politiet stadig ikke har opklaret. Manden har selv den opfattelse, at nogen fra miljøet ville af med ham.

Men mens den 29-årige var på stationen, valgte to unge mænd at henvende sig til politiet med deres mødre. De anmeldte den 29-årige mand for voldelige og seksuelle overgreb.

Dagen efter blev den nu tiltalte fremstillet i grundlovsforhør, og han har siddet varetægtsfængslet siden.

Efter den 29-årige blev taget med på politistationen, så gik to mænd til politiet og anmeldte ham for overgreb. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Politiet blev efterfølgende kontaktet af flere personer, og i december sidste år fik politiet kontakt med person nummer 15, som også ville anmelde den nu 29-årige mand.

Under anklagemyndighedens forelæggelse kom det i dag også frem, at politiet allerede året før skudepisoden havde modtaget en anmeldelse af manden, der handlede om pengeafpresning og seksuelt overgreb.

Men på det tidspunkt kunne bevisbyrden ikke løftes, og sagen blev droppet. Sagen er dog siden genoptaget og er nu en del af denne sag.

'Plaget af psykopatiske træk'

I forbindelse med retssagen er der udarbejdet en mentalerklæring for den 29-årige tiltalte.

Dele blev læst op i retten i dag.

- Konklusionen er, at han er personlighedsmæssigt afvigende, og han er plaget af psykopatiske træk. Han udviser en overfladisk charme, han fralægger sig alt ansvar, og han udviser ikke empati for ofrene.

- Han har en række afvigende og narcissistiske karaktertræk, sagde specialanklager Morten Frederiksen.

Mentalerklæringen konkluderer desuden, at der er høj risiko for, at den tiltalte kunne begå ny ligeartet kriminalitet.

Anklagemyndigheden mener, at den 29-årige mand skal idømmes forvaring, hvis han bliver kendt skyldig. Forvaring er en tidsubestemt foranstaltning, som gives til personer, der er særligt farlige.

Desuden kræver anklagemyndigheden manden idømt et opholdsforbud i kommunerne Brøndby og Rødovre.

Der ventes at falde dom i begyndelsen af juni.