Tæppesvindlere huserer

En stor tæppehandler i København fortæller om stadig flere opringninger fra folk, der er blevet snydt og har købt uægte tæpper for flere tusinde kroner.

Hver uge får Maktabis tæppebutik fem-seks henvendelser om svindel med tæpper.

Hver uge får en af landets største tæppehandlere opringninger fra folk, der er blevet snydt og har købt uægte tæpper for flere tusinde kroner.

Det har stået på i lang tid, men lige nu får Maktabi tæpper i København flere af den slags henvendelser end nogensinde før.

Kunne selv bestemme prisen

Ole Eric Menck bor på Østerbro - hjemmet på 5. sal har flotte farvestrålende tæpper liggende på gulvet. For ikke så længe siden blev han tilbudt at købe flere af de dyre ægte tæpper fra den store tæppehandler i København - telefonen ringede tirsdag morgen.

- Han tilbød mig ægte tæpper af det fineste silke - og jeg kunne faktisk selv bestemme prisen, da han manglede pengene, fortæller Ole Erik Menck.

Ole Eric Menck var en af de heldige, der ikke hoppede på tilbuddet - men mange har købt de uægte tæpper, fortæller ejer af Maktabi tæpper Anne-Lise Maktabi.

- Vi bliver ringet op mange gange hver uge. Jeg er meget meget træt af det, for det er hyppigt, at folk har købt for rigtig mange penge - og det er ikke ægte tæpper, siger hun.

Svært for politiet at gribe ind

Hver uge får Maktabi fem-seks henvendelser om svindel med tæpper. Også tæppehandlere i Århus har været ude for at få deres navn misbrugt.

Politiet har svært ved at gøre noget ved sagerne om tæppesvindel.

- Det kan være meget tvivlsomt, om der ligger en strafbar handling bag, eller om man bare er blevet snydt, fordi man har været for naiv, siger politiadvokat Michael Jørgensen fra Bellahøj Politi.

Facebook
Twitter