Tæt umuligt at lave en social boble: 'Vi kan ikke overholde det'

Vi bør nøjes med at se de samme fem til ti personer i efteråret, lyder det fra Statens Serum Institut, som kalder det sociale bobler.

Louis Peinow Pedersen og Louise Holten Kristensen mener, idéen om sociale bobler er umulig.

I går lancerede Statens Serum Institut et nyt våben i kampen mod coronavirusset, der igen har fat i Danmark.

Sociale bobler.

Det går ud på, at vi skal nøjes med at være tæt på de samme fem til ti personer hele efteråret. Og de personer skal også vælge hinanden, så det så at sige er en lukket boble.

Og det er ikke nogen nem øvelse.

Louis Peinow Pedersen og Louise Holten Kristensen er studerende og forældre til to små børn. De husker kun alt for godt, hvordan forårets nedlukning og isolation påvirkede familien.

- Den store på 3,5 år bliver fuldstændig vanvittig, hvis ikke han kommer ud og ser nogle andre end os. Han går helt grassat, hvis vi igen skal isoleres, siger Louise Holten Kristensen.

Så legekammeraten Liv i gården og hendes forældre skal med på listen. Det var tre.

- Og hvad så med bedsteforældrene - skal vi bare sortere dem fra? spørger Louis Peinow Pedersen.

Tæller man alle bedsteforældrene og bonus-bedsteforældrene med, er der syv, og så er familien allerede oppe på ti personer - ud over dem selv.

- Det bliver benhårdt. Og måske ville det i virkeligheden være nemmest bare at isolere sig selv igen. Jeg kan ikke se, at det går op, siger Louise Holten Kristensen.

Nye restriktioner

Regeringen har indført nye restriktioner i hovedstadsområdet, som er særligt hårdt ramt af coronasmitte lige nu, og det betyder blandt andet, at barer og restauranter skal lukke klokken 22.00 fra torsdag og foreløbig frem til 1. oktober.

Men smitten er spredt over hele landet, og vi står lige nu, ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S), i en kritisk situation.

- Hvis ikke vi handler nu, så risikerer vi at stå på kanten af en anden bølge af corona, sagde han på pressemødet i går.

Blandt andet derfor, lancerer Statens Serum Institut (SSI), idéen om sociale bobler.

Og det er ikke nemt, erkender overlæge og virusforsker ved SSI, Anders Fomsgaard.

- Det skal være rigtig svært, for det vi er oppe imod er meget værre. Smitten stiger i hele landet i øjeblikket. Vi ser virus med mutationer, der måske gør, at det kan blive vanskeligt at beskytte sig med vaccinationer, siger Anders Fomsgaard.

Der er dog kun tale om en anbefaling.

- Det er jo ikke en lov, men et princip, som man i udlandet efter den første skepsis virkelig har taget til sig.

Langt over 10

Men kan det så lykkes?

Ikke for Louis Peinow Pedersen og Louise Holten Kristensen.

Bare med bedsteforældre og de tætteste naboer er de oppe på 10 personer ud over de fire, de selv er i familien.

- Så er der også nogle flere: Lea, Odin, Natalia, Samuel og Isabel - og hvis Hugo vil have nogen med hjem fra børnehave. Øv! Vi kommer jo langt ud over det, og det er nærmest umuligt at vælge, når man ved, at det skal gå begge veje, siger Louise Holten Kristensen.

Og desuden er det ikke til at sige, om dem, familien vælger, også vælger dem.

- Det bliver lidt følsomt. Det er både nederen at skulle fravælge nogle og blive fravalgt, siger Louis Peinow Pedersen.

Selvom familien gerne vil, har de svært ved at se, at det lykkes dem at skære ind til benet.

- Medmindre vi kommer ud i et decideret lockdown igen, kan jeg simpelthen ikke se, at vi kommer til at overholde det, siger Louise Holten Kristensen.

Facebook
Twitter