Rettelse: I en tidligere version af artiklen fremgik det, at Viggo Andreasen er lektor i matematisk epidemiologi. Det er en fejl, hans korrekte titel er lektor ved Institut for Naturvidenskab og Miljø, hvor han blandt andet forsker i matematisk epidemiologi.
De fleste tænker nok på sol og strand, hvis man siger ferie i Spanien. Men nye tal fra Styrelsen for Patientsikkerhed viser, at man nok også bør tænke på smitte, hvis turen går til den danske feriefavorit.
Hele 8 procent af de sidste syv dages smittetilfælde formodes at være personer, der har taget corona med hjem fra Spanien. Tallene er baseret på, hvad de smittede fortæller smitteopsporingen, når de kommer hjem og får en positiv test.
De mange smittede rykker dog ikke ved, at man ifølge Udenrigsministeriet godt kan tage på ferie i Spanien. Men man skal forsøge at undgå smittesituationer.
- Vi har generelt set en stigende smitte i Spanien, og derfor er det meste af landet på nuværende tidspunkt gult i rejsevejledningen. Det betyder man skal være særligt opmærksom, når man er i de gule områder, skriver Udenrigsministeriet.
Ifølge de officielle smittetal har Spanien i øjeblikket tre gange flere smittede end Danmark, men forskellen er formentlig mange gange større. Danmark tester i gennemsnit 15 gange flere for coronavirus.
- Når man tager højde for testniveauet, har Spanien formentlig et smittetryk, der er otte gange så højt som det danske, siger Viggo Andreasen, der er lektor ved Institut for Naturvidenskab og Miljø, hvor han blandt andet forsker i matematisk epidemiologi.
Delta dominerer i Sydeuropa
Den vigtigste årsag til den store smittestigning er, at den meget smitsomme deltavariant har fået overtaget i Spanien.
- Lige nu står det allerværst til i Cypern, hvor der er et ti gange højere smittetryk end i Danmark, men også i Spanien, Portugal og Grækenland er der væsentlig højere smitte end i Danmark, siger Viggo Andresen.
Men selvom der er mange, der tager smitte med hjem fra ferie, er det stadig omkring 87 procent, der bliver smittet i Danmark, viser tallene fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
- Ser man det fra individets synspunkt, er det risikabelt at tage til Spanien. Der er stor risiko for, at du kommer hjem med corona. Set fra samfundets side, er tallene så relativt små, at det ikke er det, der driver den danske epidemi. Der er det meget vigtigere, hvordan vi omgås hinanden, siger Viggo Andresen.
Der kan dog være sværere for myndighederne at holde styr på smitten, når den kommer med hjem fra ferie i udlandet.
- Man skal tænke på, at tilrejsende er nye smittekæder, som ikke er så lette at finde for smitteopsporingen, så de tæller mere i forhold til at drive epidemien, siger han.
Hold øje med lokale restriktioner
Den høje smitte har medført, at næsten alle spanske regioner er farvet gule i Udenrigsministeriets rejsevejledninger. Det betyder, at ministeriet anbefaler, at man tager en test, når man kommer hjem fra ferie, hvis man ikke er færdigvaccineret.
Men smittetallene i de enkelte regioner kan også få betydning for, hvad man overhovedet må foretage sig på ferien.
- Der er ikke ens restriktioner i hele Spanien. Inden afrejsen bør man derfor sætte sig ind i, hvad der gælder i den region, man påtænker at rejse til. Og så skal man, uanset om man rejser til Spanien eller et andet land, overveje hvad man vil gøre, hvis man bliver smittet på rejsen, skriver udenrigsministeriet.
De regionale krav kan ses på Spaniens officielle turismehjemmeside.
Efter sommerferien er kommet i gang, er der i det hele taget sket en markant stigning i andelen af personer, der smittes i udlandet.
Forrige uge var det i alt 6,7 procent, der formodedes at være smittet uden for landets grænser. Den seneste uge er det tal steget til 12,7 procent. Rejser til Spanien står altså for to tredjedele af den smitte.