Tandlæger: Mundskyl er sundhedsskadeligt

Selv et almindeligt dagligt brug af mundskyl kan have alvorlige konsekvenser. Det viser ny forskning.

(Foto: Colourbox)

Der reklameres massivt for det i fjernsynet. Mundskyl kan kurere alt fra dårlig ånde til parforhold, men nu viser ny forskning, at der er en bagside af medaljen. Mundskyllemidler indeholder nemlig ofte antibakterielle stoffer og indtager man for mange af dem kan det i sidste ende betyde, at man udvikler resistens overfor antibiotika.

Hos Tandlægeforeningen er man netop blevet gjort opmærksom på problemet.

- De mundskyllevæsker der findes, indeholder enten alkohol eller antibakterielle midler, og hvis man putter antibakterielle midler i noget, som man bruger hver eneste dag, så vil det være uhensigtsmæssigt, fordi der kan opstå resistens, forklarer Ole Marker, der er tandlæge og underdirektør i Tandlægeforeningen.

Bliver man resistent overfor antibiotika kan det betyde, at kroppen får vanskeligere ved at bekæmpe infektioner for eksempel i mundhulen eller andre steder i kroppen.

Mundskyl bør ikke bruges

Resultaterne blev torsdag præsenteret ved Tandlægeforeningens Årskursus af den norske professor og tandlæge Anne Scheie, der står bag forskningen. Hun anbefalede, at man generelt slet ikke skal bruge mundskyl.

- Generelt er det sådan, at normale sunde mennesker ikke skal bruge sådanne produkter. De skal i stedet lære at bruge deres tandbørste, tandtråd og at børste imellem tænderne. Det er i det lange løb også det billigste for patienterne siger Ole Marker.

Kun symbolsk værdi

Der er ikke meget godt at sige om mundskyl ifølge Tandlægeforeningen.

- Det eneste jeg kan se, som tandlæge er, at nogle mennesker synes, det er blevet mere interessant at passe sin mund. Men vi vil ikke anbefale, at man gør det hver dag, fordi det ikke er nødvendigt for den normale patient, forklarer Ole Marker.

Ifølge Ole Marker findes der en meget lille gruppe af mennesker, hvor mundskyl kan gavne og han anbefaler, at man spørger hos sin tandlæge, hvis man er i tvivl.

Myndskyl på apoteket

Det er nyt for Danmarks Apotekerforening, at mundskyl kan give resistens over for antibiotika, fortæller farmaceut i foreningen, Helle Jacobsgaard.

- Det er nye oplysninger for os. Hvis der virkelig er tale om risiko for antibiotika-resistens, er det er alvorlig sag, som myndighederne skal reagere på, siger hun og fortsætter:

- Hvis der er en reel risiko, vil det være naturligt, at udlevering til de borgere, som har et sygdomsrelateret behov, foregår fra apoteket.