Der er ikke én bestemt årsag eller hændelse, som kan forklare, at en 22-årig mand med psykiatriske problemer skød og dræbte flere mennesker i Field's i begyndelsen af juli.
Det er netop kommet frem på et pressemøde, hvor en særlig taskforce har undersøgt den 22-åriges mands forløb i psykiatrien.
- Vi har ikke fundet én kerneårsag, der kan pege på, at hvis bare det her havde været anderledes, var skyderiet ikke sket, siger Tina Gram Larsen, der er formand for taskforcen.
- Men det er ikke det samme som, at der ikke er plads til forbedringer.
Selvom der ifølge taskforcens formand ikke har været én kerneårsag til skyderiet, så har regionen sat Styrelsen for Patientsikkerhed til at undersøge forløbet.
Kan I afvise, at Region Hovedstadens Psykiatri bærer nogen former for ansvar for det, der skete?
- Det er ved at blive undersøgt, siger lægefaglig vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri Ida Hageman.
Er der ingen alarmklokker i den formodede gerningsmands forløb, hvor man skulle have opdaget, at det her ikke er godt?
- Nej, det er der ikke, siger Tina Gram Larsen på pressemødet.
Seks anbefalinger
Alligevel kommer taskforcen med seks anbefalinger, som de mener i fremtiden kan forbedre forløbene for psykisk syge patienter.
- Vi har kigget på det aktuelle forløb for den formodede gerningsmand inden for psykiatrien, og vi er derfor kommet frem til de her seks anbefalinger.
- Den første anbefaling er den, vi mener, er mest nødvendig, siger vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri og medlem af taskforcen Ida Hageman.
Den første handler om en øget kontinuitet i behandlingen.
- Vi vil gerne have så få personer involveret i udreding og behandlingsforløb for bestemte patientgrupper, siger Tina Gram Larsen.
Hun lægger vægt på, at de lægefalige personer dermed kan være bedre til at spotte forandringer hos patienten.
- Så er der få mennesker at forholde sig til. Så kan man bedre betro sig til dem, siger hun.
Tre personer blev dræbt, og flere andre blev såret i skyderiet i Field's.
Hemmeligholdt
Derudover kommer anbefalingerne også ind på, at der skal være en mere systematisk anvendelse af voldsrisiko-screening for ambulante patienter.
- Det er ikke noget, vi har særlig tradition for i psykiatrien. I den ambulante psykiatri er det mest, hvis man har en dom til behandling. Det er en relevant anbefaling, at vi kan bruge det til de rigtige mennesker.
De sidste fire anbefalinger handler om: Styrket diagnostik, en mere systematisk vurdering af effekten og bivirkningerne af medicin.
Derudover skal man forbedre behovet og mulighederne for målrettet behandlingstilbud, og til sidst skal også det tværsektionelle samarbejde styrkes, så patienterne hurtigere kan få hjælp i det kommunale regi.
- Jeg er klar over, at vi ikke kan forhindre alle tragiske hændelser. Men jeg er også optaget af, at sundhedsvæsenet gør alt i sin magt for at forhindre, at noget lignende sker, siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).
Hele undersøgelsen bliver ikke fremlagt, da der er flere personfølsomme oplysninger i.
- Jeg er klar over, at flere af jer har set videoer af den formodede gerningsmand, siger Lars Gaardhøj.
- Og jeg kan godt se, at det her kan komme til at virke lukket, at vi ikke kan snakke om forløbet. Men den del af redegørelsen er fuld af personhenførbare oplysninger, og det er fortrolige oplysinger, som vi ikke må give indblik i, forklarer han.
Var hos psykiatrien ugen før skyderi
DR har tidligere i dag kunnet fortælle, at flere kilder fortæller, at den 22-årige så sent som ugen før skudepisoden i Field's havde kontakt til psykiatrien i regionen.
Ifølge DR's oplysninger havde han på det tidspunkt haft tanker om drab, og han havde ifølge eget udsagn forsøgt at fortælle om det i psykiatrien.
DR har også tidligere beskrevet, at den 22-årige i dagene op til drabene poserede med våben på flere videoer, som han lagde ud på internettet.
Han forsøgte desuden ifølge DR's oplysninger også kort tid inden drabene at ringe til Psykiatrifondens kriselinje.
DR Nyheder har forsøgt at få den 22-åriges forsvarsadvokat i tale. Det er ikke lykkedes.
Det er uvist, hvordan den 22-årige stiller sig til sigtelsen, da han ikke ønskede at oplyse det under den åbne del af grundlovsforhøret dagen efter skyderiet.
Her blev han varetægtsfængslet i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling.
Under pressemødet kom vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri Ida Hageman også med en ekstra lille bøn:
- De mennesker, der lider af psykiske sygdomme, de kæmper hver dag for at få det bedre.
- Langt hovedparten af dem er ikke farlige, og de bliver aldrig farlige. Jeg er en lille smule bekymret for, at det her kan give anledning til øget stigmatisering. Og det er ikke rimeligt, at de også skal kæmpe med det.