Tavshed fra sjællandske V-folk: Nu venter afgørende dage for Løkke

Medlemmer af Venstres hovedbestyrelse i Region Sjælland har her til aften diskuteret formandskabet i partiet.

Venstre i Region Sjælland har her til aften haft møde omkring ledelseskrisen i partiet. Men formanden, Elo Jensen, holder kortene tæt til kroppen.

Balladen og de voldsomme magtkampe fortsætter i Venstre.

Her til aften har 17 kommuneforeningsformænd i Region Sjælland holdt møde, hvor det helt store emne på dagsordenen var partiets fremtidige ledelse.

Det var dog en meget kortfattet formand for Venstre i Region Sjælland, der talte til journalisterne efterfølgende:

- Vi har haft et rigtig godt møde, hvor vi har diskuteret situationen, og konklusionerne tager vi med til mødet i forretningsudvalget, hovedbestyrelsesmødet og landsmødet, siger formand for Venstre i Region Sjælland, Elo Jensen.

Mødet kommer på et tidspunkt, hvor partiet er havnet i en dyb krise, fordi flere og flere stemmer i baglandet har krævet Lars Løkke Rasmussens og Kristian Jensens afgang som formand og næstformand.

Det er dermed ikke klart, om Region Sjælland bakker op den siddende ledelse eller ej. Det skal ses i lyset af, at kredsen er Lars Løkke Rasmussens eget bagland.

Med Region Sjællands møde har alle fem V-regioner nu haft møde. Kun én Region Midtjylland har været klare i spyttet.

De har gjort det klart og tydeligt over for Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen, at de bør trække sig fra ledelsesposterne.

- Af hensyn til Venstres fremtid, troværdighed og stabilitet opfordrer vi formandskabet til, at de omgående trækker sig, lød meldingen fra Venstres hovedbestyrelsesmedlemmer fra Midtjylland.

De fire resterende regioner har altså endnu ikke meldt en fælles holdning ud.

Flere folketingsmedlemmer kræver ny ledelse

Flere af Venstres folketingsmedlemmer erklæret sig enige i, at partiet har brug for en udskiftning i ledelsen.

Senest har folketingsmedlem for Venstre, Anni Matthiesen, har sagt til TV Syd, at "det er nødvendigt med nyt blod i toppen af partiet på en eller anden facon".

Flere folketingsmedlemmer har tidligere været ude med et krav om udskiftning i ledelsen, heriblandt Preben Bang Henriksen (V), der er formand for Retsudvalget.

- Jeg har ikke tillid til, at ledelsen kan genskabe roen i Venstre. Og der er behov for ro, hvis vi skal have et hold, der kan være klar til næste folketingsvalg. Det er jeg sikker på, at den nuværende ledelse ikke kan. Så på det område har jeg ikke tillid til den nuværende ledelse, har Preben Bang Henriksen (V) tidligere udtalt til DR Nyheder.

Forsyningsordfører Carsten Kissmeyer (V) har sagt, at han er enig i linjen fra de midtjyske kommuneforeningsformænd.

- Jeg bakker op om den linje, der er lagt på gårsdagens møde i Venstre i Region Midtjylland. Der er rigeligt med påstyr lige nu, så jeg har ikke andet at tilføje, har Kissmeyer udtalt.

Også borgmester i Morsø Kommune, Hans Ejner Bertelsen (V), har sluttet sig til koret af de mange Venstre-folk, der mener, at der skal ske ændringer i ledelsen.

Han mener, at det er det "klogeste og det bedste" at forfremme Kristian Jensen til formand.

- Det, vi ser nu, er en trist forestilling. Jeg synes, at Løkke burde have valgt at gå efter valget, da han ikke fik nøglerne til Statsministeriet. Mit førstevalg er Kristian Jensen som ny formand. Han har gennem 10 knoklet for Venstre og leveret gode resultater, siger Hans Ejner Bertelsen, borgmester i Morsø Kommune, til DR Nyheder.

Lars Løkke Rasmussen reagerede i går på udmeldingen fra de midtjyske partifæller.

Skal diskuteres på weekendens møder

Lars Løkke Rasmussen sagde tirsdag i et interview med DR Nyheder, at han trodser opfordringen til at trække sig og agter at blive på sin post.

I eftermiddags holdt Venstres folketingsgruppe møde på Christiansborg. Efterfølgende havde Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen dog ingen kommentarer.

- I må være en lille smule tungnemme, for jeg sagde inden mødet, at jeg kun har én kommentar i dag: Og det er, at jeg ikke udtaler mig før weekendens møder (i forretningsudvalget og hovedbestyrelsen, red), lød det fra Kristian Jensen.

Lars Løkke Rasmussen deltog senere i Aftenshowet, hvor han uddybede, hvorfor han gerne vil blive som formand:

- Skal jeg bare tage mine ventepenge og en jordomrejse eller skal op på hesten igen? Jeg har valgt det sidste - også efter at have konsulteret en masse mennesker. Jeg tror på at det er det rigtige for mig og for venstre, sagde Lars Løkke Rasmussen i Aftenshowet.

To meget vigtige møder venter nu Lars Løkke og Kristian Jensen. På fredag er der møde i Venstres forretningsudvalg, og lørdag venter hovedbestyrelsesmødet. Her kan det blive besluttet, at Venstres landsmøde fremrykkes, som Lars Løkke Rasmussen har foreslået.

Lige nu står Venstre først til at skulle afholde landsmøde 16. og 17. november.