TDC-net ude af drift i flere timer: 'Start forfra'

Kunder hos TDC har haft problemer med internettet.

Flere kunder hos TDC har haft problemer med at komme på internettet her til morgen. (Foto: TORKIL ADSERSEN © Scanpix)

TDC har været ramt af en omfattende fejl her til morgen.

Derfor har kunder hos blandt andet Yousee, Telmore og TDC Erhverv haft problemer med at komme på internettet.

- Status er, at vi havde en systemfejl mellem klokken fire og seks her til morgen, men den er sådan set løst nu, fortæller Niels Nørgaard, der er kommunikationsrådgiver hos TDC.

Kan stadig opleve problemer

Men selvom fejlen nu skulle være fundet og rettet, så kan flere kunder stadig opleve problemer med internettet.

- Hvis man har forsøgt at komme på nettet i perioden, hvor fejlen fandt sted, har udstyret indlæst en fejlmeddelelse, som den stadig ligger og genindlæser, hvis man forsøger at komme på, siger Niels Nørgaard.

Han gør dog opmærksom på, at man meget enkelt kan komme på nettet igen.

- Hvis man af den grund derfor stadig ikke kan komme på nettet, skal man genstarte sit modem, router eller telefon, siger han.

Selvom man ikke genstarter sit udstyr, så vil internettet komme til at virke på et tidspunkt, men det vil gå væsentligt stærkere, hvis man får genstartet sit udstyr med det samme, garanterer han.

TDC kan endnu ikke sige hvor mange kunder, der blev ramt af nedbruddet.

Facebook
Twitter