Tech-giganter sporer drabsvideo for dansk politi

Google og Facebook assisterer dansk politi med at afdække spredningen af drabsvideo fra Marokko.

24-årige Louisa Vesterager Jespersen og 28-årige Maren Ueland var på rejse i Marokko, da de på brutal vis blev slået ihjel i et turistområde i nærheden af landsbyen Imlil i Atlasbjergene.

I dag besluttede statsadvokaten i Viborg, at Østjyllands Politi skal stå i spidsen for efterforskningen af videodelingerne af drabene på Maren Ueland og Louisa Vesterager Jespersen.

De to skandinaviske kvinder blev dræbt i Marokko 17. december.

Deling af den voldsomme drabsvideo kan være ulovlig.

Østjyllands Politi har endnu ikke et endeligt overblik over antallet af sager fra landets politikredse, men samarbejder ikke blot med kollegerne rundt omkring i landet, men får også hjælp af tech-giganterne Facebook og Google til at samle sager ind.

- Vi har en god og tæt dialog med både dansk og norsk politi i arbejdet med at sikre, at denne video ikke bliver delt på Facebook, skriver kommunikationschef for Facebook i Danmark, Peter Mønster, i en besked til DR Nyheder.

- Vi har en helt fast proces for den slags henvendelser fra politiet, der tager højde for hensyn til efterforskningen, samtidigt med at det beskytter vores brugeres privatliv, lyder det videre.

Samme melding kommer fra Google, der ejer den suverænt mest benyttede videotjeneste på nettet, Youtube.

- Vi samarbejder med de danske myndigheder for at forhindre videoen i at blive delt på Google og Youtube, skriver politisk chef hos Google i Danmark, Christine Sørensen, i en mail.

Deling kan være ulovlig

I går kunne den danske anklagemyndighed oplyse, at den meget voldsomme drabsvideo er blevet delt og set af en stor gruppe mennesker i Danmark, samt at deling af videoen efter deres opfattelse er ulovlig.

- Derfor opfordrer jeg folk til at afholde sig fra at beskæftige sig med den, sagde statsadvokat Kirsten Dyrmann til Ritzau.

Østjyllands Politi beder også offentligheden om at holde sig langt væk fra drabsvideoen fra Marokko.

- Hvis du modtager videoen, så slet den med det samme. Det kan være en voldsom og ubehagelig oplevelse for både børn og voksne at se den. Vi er bekendt med, at videoen florerer blandt skolebørn, og vi opfordrer derfor også forældrene til at tage en snak med deres børn om, at man skal lade være med at dele videoen med andre, siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen i en pressemeddelelse.

Du kan læse om Facebook og Googles procedurer for at udlevere data til myndighederne her og her.

Facebook
Twitter