Teenagere fik opsang fra Mølbak - men de er stadig blandt dem med færrest coronatilfælde

De danske teenagere blev opfordret til at tænke sig bedre om, fordi flere er blevet konstateret smittet.

Det har siden torsdag ikke været muligt at få en kommentar fra den lægefaglige direktør i Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, om, hvorfor lige netop teenagerne skulle have formanende ord med på vejen. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

- De skal nok tænke sig bedre om.

Sådan lød opsangen til de danske teenagere fra Kåre Mølbak, lægefaglig direktør for Statens Serum Instistut (SSI), i torsdags.

Udtalelsen faldt, fordi en langt større andel 13-19-årige ifølge Kåre Mølbak er blevet testet positive for coronavirus i april end tidligere.

I uge 12 til 14 blev der ifølge Kåre Mølbak registreret fire tilfælde af coronasmitte per 100.000 teenagere. I uge 15 til 17 blev det tal mere end fordoblet, så der nu er 11 tilfælde per 100.000 indbyggere i aldersgruppen.

Men man skal være påpasselig med at lave en sammenligning af de perioder, påpeger Søren Riis Paludan, professor i virologi og immunologi ved Aarhus Universitet.

I midten af april blev der nemlig skruet gevaldigt op for testkapaciteten, så personer med milde symptomer også kunne blive testet for coronavirus.

Kigger man i tallene fra Statens Serum Instituts egne rapporter, er det netop midt i april, at antallet af smittede i aldersgruppen 10-19 år tager et godt nøk opad. I uge 16 blev langt flere 10-19-årige testet end tidligere - og det smittede i den grad af på antallet af bekræftede tilfælde.

- Derfor vil jeg synes, at det er bedst først at udtale sig, når man har mindst to testresultater indsamlet på helt samme grundlag, siger Søren Riis Paludan.

I takt med at flere i aldersgruppen 10 til 19 år er blevet testet, er andelen af dem, der har fået konstateret smitte, faldet. I slutningen af marts var andelen af de testede, der fik konstateret smitte, på 6,1 procent. Det tal var i slutningen af april 3,6 procent.

Kritiseret for udskamning

Kåre Mølbak brugte tidligere på ugen tallene til at give det, der er blevet kaldt en løftet pegefinger, til de unge:

- Det kan formentlig forklares med, at unge mennesker tager relativt let på smitten. De tror ikke, at Covid er et problem for dem, og derfor er de sammen, som unge mennesker nu er sammen, og smitter hinanden, siger han og fortsætter:

- Jeg ved, det er en aldersgruppe, der nogle gange kan have svært ved at tænke sig om, men så må de prøve at tage nogle snakke med sig selv og deres egen samvittighed i forhold til, at de også har et ansvar for samfundet.

De udtalelser er senere blevet kaldt udskamning af de unge, hvilket folketingspolitikere har kritiseret. En af dem er Jacob Mark, gruppeformand for SF.

- Det er tåbeligt at udskamme de unge. Smittestatistikken viser, at andelen af unge, der er smittet, falder, lød det fra ham i går.

Søren Riis Paludan fra Aarhus Universitet giver heller ikke meget for den slags formaninger:

- Jeg mener generelt ikke, at udskamning og moralisering skal bruges for meget som værktøj. Gør man det, skal man være meget meget sikker på, hvad man udtaler sig om og have overvejet, hvad det kan skabe af splittelse og trodsreaktioner, siger han.

Selvom der i de sidste uger af april blev konstateret flere smittetilfælde blandt de 10-19-årige, er aldersgruppen stadig en af dem, hvor færrest er blevet testet positive.

Det er kun blandt de endnu yngre - nemlig dem mellem 0 og 9 år - og de ældste på mere end 90 år, at færre er blevet testet positive for coronavirus.

Dags dato er der bare 326 af dem mellem 10 og 19 år, der er testet positive for coronavirus. Højdespringerne er aldersgruppen 50-59 år, hvor 1.714 personer har fået konstateret smitte med coronavirus.

Kåre Mølbak understregede trods sine formanende ord til teenagerne, at coronavirus i højere grad rammer de ældre, og ifølge den lægefaglige direktør er der blandt borgerne på mere end 80 år 47 smittetilfælde per 100.000 borgere i uge 15-17.

DR har siden torsdag forgæves forsøgt at få et interview med Kåre Mølbak om, hvorfor han har valgt at løfte pegerfingeren overfor landets teenagere, når de fortsat ikke fylder meget i smittestatistikkerne. DR ville også gerne have spurgt ind til, hvordan udviklingen af smittetilfælde per 100.000 indbyggere ser ud for andre aldersgrupper.

Derudover ville DR gerne have spurgt Kåre Mølbak om, hvorvidt der er taget højde for, at langt flere 10-19-årige har haft mulighed for at blive testet, når man ser på antallet af konstaterede tilfælde.

DR ville også gerne have haft udleveret tallene bag Kåre Mølbaks udtalelser. Det er forsøgt gennem både Statens Serum Institut og Sundhedsministeriet. Ministeriet henviser til SSI.

Facebook
Twitter