Tekniske problemer hos DSB gav bøvl med billetkøb

Mandag morgen var systemet oppe at køre igen, oplyser DSB.

DSB er søndag udsat for et DDoS-angreb, som overbelaster servere og får dem til at lukke ned. (Foto: © Andreas Beck, Scanpix)

Et DDoS-angreb gav søndag DSB problemer på flere salgskanaler.

Det gjaldt ved køb af billet på dsb.dk, i DSB's app, i billetautomater og hos de betjente salgssteder, oplyser DSB.

Problemet blev løst i løbet af natten, og mandag morgen fungerer systemet normalt igen, oplyser pressevagten hos DSB.

Angreb på server

Et DDoS står for Distributed Denial of Service og går ud på at overbelaste en server i så voldsom grad, at den lukker ned.

Rent praktisk foregår det ved, at mange tusinde computere på en og samme tid sender gentagne forespørgsler til den samme adresse på internettet.

Hvis antallet af angreb overstiger serverens kapacitet, vil almindelige brugere ikke længere kunne tilgå siden.

DSB's pressevagt fortalte tidligere søndag, at man fik meldingen om problemerne omkring klokken 12.30. Ved 21-tiden kan pressevagten ikke sige noget om, hvornår man forventer, at problemerne er løst.

Alternative muligheder

Hvis man skal med tog eller bus, skal man forsøge at købe en billet via alle salgskanaler, der er til rådighed på stationerne, hvis man ikke ejer et rejsekort, oplyser DSB's pressevagt.

- Det kan godt lykkes at komme igennem. Men hvis det ikke er muligt at købe en billet via app'en, så skal man forsøge at købe en billet i 7-eleven eller via vores billetautomater.

- Det er kun på de digitale salgskanaler, at vi oplever problemer. Men man kan også købe en billet til både tog og bus på Din Offentlige Transport (DOT)'s app, for den virker, siger han.

Rejsekortets ind- og udtjekningsstandere er ikke påvirket af angrebet.

Det er også muligt at tanke rejsekortet op via de tilgængelige rejsekortautomater på stationerne.

- Hvis det er helt umuligt at købe en billet, skal man ikke misse sit tog. Man skal bare stige om bord og så tage kontakt til togpersonalet, der er informeret om problemerne, siger pressevagten.

Passagerer med pendlerkort behøver ikke at købe billet, hvis man ikke kan forny pendlerkortet.

- Man skal bare sørge for at have det gamle kort eller kvitteringen for det gamle kort med og så vise det til personalet på toget, forklarer pressevagten.

/ritzau/