Teleselskaber vil kigge alle sms'er igennem for at mindske digital svindel

Et nyt tiltag fra telebranchen lever op til dansk lovgivning, har Digitaliseringsministeriet vurderet.

Hvert år bliver titusindvis af danskere udsat for digital svindel. Det vil teleindustrien være med til at ændre på. (Foto: © DR-grafik Søren Winther Nørbæk)

I fremtiden skal det være slut med sms'er fra det falske postbud eller skattevæsen, der beder dig om at indtaste personlige oplysninger i forsøget på at lokke penge ud af kontoen.

Det vælter ind med digitale svindelforsøg på sms, og det vil teleselskaberne lave om på med et nyt tiltag.

Fremover vil en computer tjekke alle de sms'er igennem, der er på vej mod din telefon, og sortere de mistænkelige fra, så de aldrig når frem.

Lidt ligesom et spamfilter fungerer i mail-indbakken.

Forslaget har været forbi Digitaliseringsministeriet og Justitsministeriet, som har sagt god for, at det holder sig inden for lovens rammer om databeskyttelse. Det fortæller Jakob Willer, som er direktør i teleselskabernes brancheforening, Teleindustrien.

- Det er en vigtig løsning at få etableret for at beskytte kunderne bedre mod svindel, siger han og peger på, at det er et stigende problem.

Og det har han ret i. En undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd viser, at it-kriminaliteten i Danmark stiger markant. I 2023 blev næsten 190.000 danskere udsat for digital svindel, hvilket er 40.000 flere end året før. Det kan blandt andet være sms-svindel.

Digitaliseringsminister Caroline Stage (M) er også derfor meget positiv.

- De digitale svindlere har ikke nogen grænser for deres grovhed og griskhed. Derfor bliver vi nødt til at sætte hårdt ned og komme det til livs, og derfor er jeg superglad for, at vi i samarbejde med teleindustrien kan fremlægge de her initiativer, siger hun.

Her et eksempel på, hvordan en svindlen kan se ud. (Foto: © Jakob Eskildsen/Ritzau Scanpix)

Mystiske links og spam-numre

Initiativet fra telebranchen, som blandt andet har opbakning fra Digitaliseringsministeriet og Forbrugerrådet Tænk, bruger en maskine til at trawle de mange millioner sms'er igennem.

Den kunstige intelligens vil særligt kigge efter kendte og tydelige tegn på svindel. Den ser blandt på afsenderen, opbygningen og indholdet af links, fortæller direktør Jakob Willer.

- Helt konkret vil den kunne kigge efter links, hvor man forsøger at franarre folk deres informationer ved at få dem til at klikke.

- Det kan være afsendere, som vi ved bliver brugt til svindel. Det kan være en masseudsendelse, som sender enslydende sms'er ud til mange, siger Jakob Willer.

Den kunstige intelligens vil også løbende blive klogere på, hvordan svindlen foregår, og dermed bliver den dygtigere til at frasortere.

Beskeder, der indeholder de mistænkelige ting, vil slet ikke nå ud til brugerne.

- Vi ved fra erfaring fra andre lande, at det virker, siger Jakob Willer, der nævner Finland som eksempel, hvor man har indført lignende tiltag.

Hvad skal man gøre, hvis man ikke vil have andre til at se i ens beskeder?

- Så skal man ikke bruge sms. Det er en kommunikationsform, som ikke er krypteret. Så vores anbefaling er klart, at hvis man fortrolig information eller kommunikation, så skal man bruge andre kommunikationskanaler, siger teledirektøren.

Sms-spamfilteret forventes implementeret om en til to måneder, oplyser direktøren.

Hør Jakob Willer forklare mere om, hvordan det fungerer, her:

Forbrugerrådet er 'rigtigt glade'

Mens Forbrugerrådet Tænk ofte er de første til at råbe vagt i gevær, når noget kommer tæt på den enkeltes ret til privatliv, er de meget positive over for telebranchens tiltag.

Når man vejer det op imod, hvor mange der hvert år bliver svindlet, er metoden helt inden for skiven, mener direktør Winni Grosbøll.

- Helt overordnet er vi rigtigt glade for, at der kommer nye værktøjer til at bekæmpe digital svindel. Det er et stort problem for den enkelte, der bliver svindlet, men det er også et samfundsproblem, siger hun.

Digitaliseringsminister Caroline Stage (M). (Foto: © Asger Ladefoged, Ritzau Scanpix)

- For os har det vægtet højt, at man vælger den mindst indgribende løsning i folks privatliv. Lige præcis i sms-teknologien har det været vigtigt med en maskinel sortering, der finder sted, og at mennesker ikke skal gennemtrawle.

Også digitaliseringsminister Caroline Stage hæfter sig ved, at målet berettiger midlet.

- Løsningen er lavet ved, at man afvejer proportionaliteten i forhold til borgernes sikkerhed, og på den anden side at vi skal stoppe den digitale kriminalitet. Vi vurderer, at det her er indenfor rammerne, siger hun

Winni Grosbøll fra Forbrugerrådet Tænk understreger, at det er vigtigt, at tiltaget bliver fulgt op på, og at det ikke går ud over sin bemyndigelse til at bekæmpe svindel. Men hun er ikke bekymret for, at det kan blive en glidebane at lade teleselskaberne sortere i sms'erne.

Hør hende fortælle mere om det her:

Regeringen har indført flere tiltag for at mindske digital svindel. Læs mere her: