Teleskandale: Løsladelser i sager om drabsforsøg, grov vold og fangeflugt

Mindst 18 personer er nu på fri fod som konsekvens af politiets it-fejl med teledata.

I alt 18 personer, der har siddet varetægtsfængslet, er løsladt som konsekvens af politiets fejlbehæftede it-system, der behandler teleoplysninger. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Der er formentlig jubel at spore foran indgangsportene til de danske fængsler.

For i disse dage bliver mistænkte løsladt på stribe som konsekvens af, at Rigsadvokaten midlertidigt har stoppet for brugen af teledata som bevis ved de danske domstole.

Mindst 18 varetægtsfængslede personer er siden mandag blevet løsladt på grund af skandalen med fejl i politiets it-system til behandling af teleoplysninger, viser de nyeste tal fra anklagemyndigheden.

Og det tal kan sagtens stige.

Der er blandt andet sket løsladelser i sager om drabsforsøg i bandemiljøet, grov vold i rockermiljøet og fangeflugt, efter Rigsadvokaten satte en stopper for brugen af teledata ved domstolene i foreløbigt to måneder.

I går blev to personer for eksempel løsladt i en stor sag om fem drabsforsøg i det københavnske bandemiljø, hvor i alt 14 personer sidder varetægtsfængslet og er tiltalt.

DR Nyheder har her samlet et overblik over sagerne:

1

Løsladelser i sag om drabsforsøg i København

Politiet ude ved en skudepisode i Ragnhildgade i Københavns Nordvestkvarter. Skyderiet er en del af tiltalen mod flere af de 14 bandefolk, der har siddet fængslet. (Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix) (Foto: Kristian Djurhuus © Scanpix)

I en stor sag om flere drabsforsøg i bandemiljøet i København blev to personer i går løsladt, oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Politi til DR Nyheder.

- Vi har i går løsladt to i sagen, og det er sket på baggrund af instruksen vedrørende teleoplysninger, siger specialanklager Laura Birch.

De to personer er stadig tiltalt, den ene for drabsforsøg og den anden for grov vold.

De er begge blevet løsladt uden afholdelse af et retsmøde, fordi de sad varetægtsfængslet på teleoplysninger som bevismateriale.

I alt er 14 personer tiltalt i den sag for blandt andet at stå bag fem drabsforsøg, som skete over ni dage i Hovedstaden sidste år.

Og måske sker der flere løsladelser.

- Vi er ved at beramme et nyt retsmøde om genfremstilling vedrørende tre af de øvrige fængslede, udtaler Laura Birch.

Hun kan ikke kommentere sagen yderligere, da den kører for lukkede døre.

2

Løsladelser i rockersag om grov vold i Holbæk

I går blev fire mænd med tilknytning til Bandidos løsladt, har Sjællandske Medier beskrevet.

Løsladelserne skete på retssagens første dag, fordi fire tiltaltes forsvarere ikke kunne udelukke, at de ville bruge teleoplysninger under retssagen.

Det førte til, at sagen blev udsat på ubestemt tid, og da der derfor var risiko for, at de fire mænd ville sidde fængslet i mere end et år, blev de løsladt.

Mændene havde siddet varetægtsfængslet siden oktober og november sidste år.

De fire mænd er stadig tiltalt for grov vold i forbindelse med en konflikt sidste år mellem Bandidos og Vang-gruppen i Holbæk.

3

Løsladelser i narkosag fra Esbjerg

En sag om hash-salg i Esbjergområdet er blevet udsat. Syv tiltalte er løsladt fra varetægtsfængsling. (Arkivfoto) (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

I tirsdags blev syv mænd løsladt i en stor narkosag fra Esbjerg-området, har Politiken skrevet.

Sagen skulle være begyndt den 28. oktober, men blev udsat, fordi der indgår teleoplysninger i sagen.

Og da mændene også her risikerede at sidde fængslet længere tid, end en mulig straf ville vare, blev de løsladt.

De syv mænd havde siddet varetægtsfængslet siden februar. Nu skal der findes nye retsdage, da de stadig er tiltalt.

4

Løsladelse i sag om fangeflugt på Falster

Derudover er en person blevet løsladt i en sag om organiseret fangeflugt fra sygehuset i Nykøbing Falster i efteråret 2018.

Her blev en 32-årig mand befriet af seks personer, da han skulle undersøges for et mavesår.

Mændene bar ifølge politiet våben og peberspray, og de fik manden på fri fod, selvom den 32-årige mand var i håndjern og fikseringsbælte.

Nu er den ene af de tiltalte personer løsladt, fordi han har siddet varetægtsfængslet på teleoplysninger fra mobilmaster.

De fem andre tiltalte i sagen er fortsat varetægtsfængslet.

5

Løsladelse i sag om dyrkning af skunk

Arkivfoto (Foto: Anthony Bolante © Scanpix)

Yderligere er en kvinde løsladt i en sag om skunkdyrkning i et væksthus i Sydsjælland- og Lolland-Falster-området, skriver Berlingske.

Hun er ifølge forsvarer Jesper Storm Thygesen løsladt, fordi hun sad varetægtsfængslet på teleoplysninger.

Der er faldet dom i sagen i byretten.

Her blev kvinden ifølge Jesper Storm Thygesen idømt tre års fængsel, ligesom hun blev udvist af Danmark.

Sagen venter på at komme for landsretten, men nu er kvinden altså ind til videre løsladt.

6

Løsladelse i sag om indbrud og grov vold

I en sag om en stribe tyveri- og voldsforhold er endnu en mand løsladt - denne gang fra Ikast-Brande-området, har Herning Folkeblad skrevet.

I sagen mod ham indgår også teledata som bevismateriale, og derfor må sagen vente.

- Nu er han på fri fod, men han skal i retten senere. Han slipper ikke. Vi har ikke frafaldet nogen sigtelser, og han er den eneste, som vi har løsladt, har advokaturchef Lotte Møller Christiansen udtalt.

7

Forbudssag mod LTF udsat

Medlemmer af gruppen Loyal To Familia (LTF) foran Københavns Byret til en sag mod bandens leder Shuaib Khan (Foto: Scanpix Danmark STF/Ritzau Scanpix) (Foto: Scanpix danmark stf © Scanpix)

Også i den stort anlagte retssag om et forbud mod banden Loyal To Familia, har skandalen om politiets konvertering af teledata haft konsekvenser.

Forbudssagen er i dag blevet udsat i to til tre måneder, og samtidig kræver bandens beskikkede advokat, Michael Juul Eriksen, at det midlertidige forbud, som i øjeblikket gælder for Loyal To Familia, bliver ophævet.

Og det er ikke den eneste sag, der er udsat.

8

Nyt møde i sag om tredobbelt drab

Og her slutter det ikke.

For eksempel skal Københavns Byret også tage stilling til, om manden, der er sigtet for tre drab på ældre borgere på Østerbro i København, forsat kan sidde varetægtsfængslet, har Ekstra Bladet beskrevet.

I hans sag indgår der nemlig også teleoplysninger.

- Jeg skal understrege, at det er vores vurdering, at der fortsat er grundlag for varetægtsfængsling, har anklager Søren Harbo udtalt.

Det er endnu uvist, hvordan fejlene i politiets it-system er opstået, og hvor mange sager der er berørt af fejlene.

I alt gennemgår politiet mere end 10.700 sager for fejl.

Facebook
Twitter