Terapihave hjælper udbrændte

Danmarks første terapihave for udbrændte åbner i november ved Hørsholm. Svenske behandlere siger, at stressede kommer sig hurtigere ved hjælp af haveterapi end gennem et tradionelt behandlerforløb med samtaler hos en psykolog.

Naturen hjælper langtidssygemeldte med stress, det viser svenske resultater med terapihaver. Nu får Danmark sin første terapihave for udbrændte.

Langtidssygemeldte med stress får nu mulighed for en ny form for behandling nemlig haveterapi. Terapiformen har allerede vist gode resultater i Sverige og blev første gang brugt til at behandle soldater med post traumatisk stress efter 1ste Verdenskrig.

Projektlederen bag den danske terapihave er den svenske landskabsarkitekt Ulrika Stigsdotter, som tidligere har anlagt en terapihave i Alnarp ved Malmø.

- Vi har været heldige at få lov at anlægge terapihaven i et hjørne af Arboretet i Hørsholm, Nordens største samling af træer og buske, fortæller Ulrika Stigsdotter, lektor ved Skov & Landskab under Københavns Universitet.

Hængekøje i drivhus

Bettina Damsbo, direktør for Stresscentret Kalmia, glæder sig til at byde de første patienter velkommen i terapihaven.

- Det er vigtigt, at der bliver tale om næsten vild natur. Der skal ikke være fint klippede græskanter eller bede, som inviterer til lugning. Så kan patienterne ikke slappe af.

Et forløb ventes at vare 10-12 uger. I begyndelsen skal de stressramte bare være i haven nogle timer hver dag.

- Vi samles ved bålpladsen om morgenen, siger Ulrika Stigsdotter og forklarer, at udbrændte kan have svært ved at føle kulde og varme.

- De skal lære at mærke sig selv igen.

Til de sure og våde dage bliver der bygget et 300 m2 stort drivhus med hængekøje og indlagt vand, så patienterne kan nye det grønne inde i varmen.

Terapihaven ventes klar til de første patienter i begyndelsen af november. Det bliver den første forskningsbaserede terapihave i Danmark, men der findes allerede andre terapihaver i blandt andet Aalborg, Odense, på Langeland og i Hølkerup i Odsherred.

Facebook
Twitter