Terrordømt tiltalt for ny millionsvindel med NemID: Taget med over 6.000 cpr-numre

Otte mænd er blevet tiltalt i en af de største sager om NemID-svindel.

De tiltalte har ifølge anklageskriftet begået omfattende NemID-svindel. (Foto: Jonas Vandall ørtvig/Ritzau Scanpix - illustration DR Nyheder)

I en af de største sager om NemID-svindel nogensinde viser det sig nu, at en af de tiltalte – en tidligere terrordømt dansk-somalier – var i besiddelse af cpr-numre på flere tusinde danskere.

Det fremgår af anklageskriftet i sagen mod otte af de tiltalte personer, erfarer DR Nyheder.

Mere end 6.000 cpr-numre blev således fundet hos den tidligere terrordømte i forbindelse med politiets ransagninger, da grupperingen blev anholdt i juni sidste år.

Grupperingen har ifølge anklageskriftet begået omfattende NemID-svindel mod 170 danskere for et tocifret millionbeløb, erfarer DR Nyheder.

Overvågningsudstyr på biblioteks-computere

Svindlen er ifølge anklageskriftet sket ved hjælp af såkaldte keyloggere, der er blevet installeret på offentlige computere på biblioteker rundt om i landet.

En keylogger gemmer alle tastetryk, og på den måde har de tiltalte fået fat på ofrenes bruger-id og adgangskode til NemID.

De oplysninger har de kunnet bruge til at finde ud af, hvornår et offer har fået tilsendt et nyt nøglekort, som de tiltalte derefter har stjålet fra offerets postkasse.

Terrordømt spiller "fremtrædende rolle"

En af de tiltalte, som ifølge sigtelsen har spillet en ”fremtrædende rolle i organisationen”, er en 27-årig dansk-somalier, der både har en terrordom og en dom for millionsvindel med NemID i bagagen. Det afslørede DR sidste år.

Manden fik sammen med sin storebror en terrordom i 2014. Storebroren var taget til Somalia, hvor han i en periode opholdt sig hos terrororganisationen Al Shabaab. Efter han kom hjem til Danmark blev han dømt for forsøg på terrortræning, mens lillebroren blev dømt for at hjælpe storebroren med at komme afsted og for at sende ham penge.

I dommen blev det blandt andet lagt til grund, at brødrene havde ”et radikaliseret forhold til islam og jihad” og en ”betydelig vilje hos de tiltalte til at støtte Al Shabaab økonomisk.”

Efter brødrene blev løsladt begik de i 2016 og 2017 NemID-svindel for millioner af kroner ved hjælp af keyloggere. Pengene blev aldrig fundet, men brødrene blev i 2019 idømt fængselsstraffe for svindlen.

Ny NemID-svindel efter løsladelse

Lillebroren blev prøveløsladt i begyndelsen af 2020, og ifølge anklageskriftet gik han herefter i gang med at begå ny NemID-svindel ved hjælp af keyloggere sammen med de øvrige tiltalte og dømte i grupperingen.

Ifølge DR’s oplysninger er stort set alle pengene fra den aktuelle svindelsag forsvundet.

Som nævnt blev der fundet mere end 6.000 cpr-numre hos den tidligere terror- og svindeldømte dansk-somalier.

DR har været i forbindelse med den terrordømte mands forsvarer, der ikke ønsker at udtale sig.

Ifølge politiet er cpr-numrene ikke blevet brugt til at gennemføre svindel, men de mange cpr-numre er altså en del af anklageskriftet, erfarer DR Nyheder fra flere af hinanden uafhængige kilder.

Nets, der driver NemID, ønsker ikke at svare på, om alle de pågældende borgere har fået besked eller om deres NemID er blevet spærret.

- Opstår der mistanke om potentiel kompromittering af NemID identiteter, så spærrer vi som følge af de gældende retningslinjer de relaterede nøglekort, nøgleapps og certifikater, samt informerer de berørte borgere herom. Det har vi også gjort i forbindelse med den konkrete sag bl.a. på foranledning af politiet, skriver Nets til DR.

To tilståelser fra "flaparbejdere"

To mænd, der sidste år blev anholdt sammen med de otte tiltalte i en stor politiaktion i flere dele af landet, har allerede erklæret sig skyldige. De blev idømt fængselsstraffe på henholdsvis 2,5 og 3 år.

I dommen blev de to unge mænds roller i forbindelse med svindlen beskrevet. Her fremgår det, at den ene var en af dem, der skulle forsøge at stjæle nøglekort fra ofrenes postkasser. Et job, der i grupperingen gik under navnet "at køre flap".

Den anden havde ifølge dommen en rolle som koordinator for "flaparbejderne".

DR erfarer fra flere kilder, at anklagemyndigheden går efter længere fængselsstraffe til flere af de otte personer, der nu er tiltalt i sagskomplekset.

Anklagemyndigheden har ikke ønsket at give interview om sagen.

I grafikken herunder kan du se, hvordan svindlen med keyloggere er foregået.

Efter DR fortalte om metoden ændrede Digitaliseringsstyrelsen NemID-systemet, så man ikke længere får oplyst det resterende antal nøgler på nøglekortet, når man forsøger at logge på med sit NemID.

Opdateret med kommentar fra Nets.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk