Terrormistænkt kan være sendt til Danmark

En dansk mand med somalisk baggrund menes at være sendt til Danmark fra Kenya, hvor han er mistænkt for terrorplaner mod Hillary Clinton.

En dansker med somalisk baggrund er blevet sat fri efter at have været mistænkt for terrorplaner mod den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton.

Danskeren er ifølge den kenyanske avis The Standard blevet sendt til Danmark. Det skriver politiken.dk.

Manden har været mistænkt for at være en del af det somaliske terrornetværk al-Shabaab. En kilde med kontakter i det kenyanske terrorpoliti bekræfter, at manden er blevet sendt til Danmark, og at tiltalen er frafaldet.

Sendt til oprindelseslandet

- De havde ikke noget på ham, så de sendte ham til sit oprindelsesland, fortæller kilden til politiken.dk.

Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter, at en dansk statsborger har været anholdt i Kenya, og at han er løsladt igen. Her kan man dog hverken bekræfte, om det drejer sig om den terrormistænkte mand, eller om han er fløjet til Danmark.

Politiets Efterretningstjeneste, PET, har ingen kommentarer til sagen.

FacebookTwitter