Terrorsag begynder: Syrer anklaget for at ville angribe tilfældige med kniv i København

Manden ville lave bomber med 17.460 tændstikker, 17 batterier, 6 walkie-talkies og fyrværkeri, lyder anklagen.

Den anklagede blev anholdt af tysk politi. I hans taske blev der fundet tændstikker, fyrværkeri, batterier, walkie-talkies og køkkenknive. Foto: Creative Commons.

En 31-årige syrer havde tilbage i november 2016 planer om at overfalde tilfældige folk med kniv og sprænge én eller flere bomber på et ukendt sted i København.

Sådan lyder de alvorlige anklager i en terrorsag, som Københavns Byret i dag tager hul på.

Her sidder den 31-årige syrer på anklagebænken, hvor han er tiltalt for forsøg på terrorisme - noget der kan straffes med fængsel på livstid.

Den 31-årige syrer er asylansøger i Sverige, men blev anholdt af Københavns Politi i samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste (PET) for lidt over et år siden, den 21. december 2017.

Siden har han siddet varetægtsfængslet i Danmark.

I forbindelse med sagen kræver anklagemyndigheden manden udvist af Danmark for altid.

Manden selv nægter sig skyldig i anklagerne, oplyser hans forsvarer, advokat Karin Svenningsen, som ikke ønsker at udtale sig yderligere, inden sagen går i gang.

Sagen har indtil nu kørt bag lukkede døre. Derfor har det været begrænset, hvad offentligheden har fået at vide om politiets efterforskning.

Bad om 17.460 tændstikker

Ifølge anklageskriftet forberedte den 31-årige syrer terrorhandlingen i tiden op til den 19. november 2016 sammen med en ukendt medgerningsmand.

For at føre planerne ud i livet, bad den tiltalte syrer og den ukendte medgerningsmand om hjælp fra en dengang 21-årig syrer, lyder det ifølge anklagen.

Han skulle fremskaffe 17.460 tændstikker, 17 batterier, 6 sæt walkie talkies og en æske fyrværkeri og tage remedierne med til Danmark, så der kunne fremstilles bomber.

Personen skulle også tage to køkkenknive med lange knivsblade med.

Mødetid og mødested var 19. november 2016 på Hovedbanegården, står der i anklageskriftet.

Angrebet blev dog aldrig til noget, fordi den 21-årige blev afvist ved færgen i Rødby, da han hverken havde pas eller billed-id.

På vejen hjem blev han i stedet anholdt af tysk politi, der gjorde et opsigtsvækkende fund i hans taske. For der lå nemlig omkring 17.000 tændstikker, fyrværkeri, 17 batterier, seks walkie-talkies og to køkkenknive.

Den 21-årige syrer er allerede idømt seks et halvt års fængsel i Tyskland for planlægning af et terrorangreb.

Fordi han havde de mange tændstikker på sig ved anholdelsen, har han fået kaldenavnet "tændstikmanden".

Sagen kører over flere retsdage, og der forventes dom 5. marts.

Facebook
Twitter