Terrorsigtet pige i Kundby-sag er fængslet i tre uger

16-årig skal være varetægtsfængslet på en særlig institution. 24.årig er også fortsat varetægtsfængslet.

Sagen er kendt som Kundby-sagen, fordi pigen bor der. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Den 16-årige pige fra Kundby-sagen er blevet varetægtsfængslet frem til 30. marts.

Det samme er tilfældet for en 24-årig ung mand, der er sigtet for at have hjulpet pigen.

Det har en dommer i Holbæk afgjort.

De to er i dag blevet sigtet for terror.

Ifølge sigtelsen havde pigen planer om at bombe to skoler, den jødiske skole i København, Carolineskolen samt Sydskolen i Fårevejle. Og den 24-årige mistænkes for at have hjulpet pigen med planlægningen.

Den unge mand er også sigtet for at have skaffet gødning og diesel til at fremstille sprængstof med.

Begge de sigtede nægter sig skyldige og har ikke udtalt sig.

Pigen har siddet varetægtsfængslet siden januar, hvor hun blev anholdt og i første omgang sad isolation. Nu bliver hun flyttet fra en arrest og skal sidde fængslet på en særlig institution for unge efter anmodning fra hendes forsvarsadvokat.

Sagen mod de to kommer til at køre for lukkede døre, hvorfor offentligheden ikke får indblik i politiets efterforskning og beviserne mod den 16-årige og den 24-årige.

Artiklen er opdateret med varetægtsfængslingen af den 24-årige.

Sagen kort

  • I næsten to måneder har sagen mod pigen og en 24-årig tidligere syrienkriger været holdt hemmelig for offentligheden. Men tirsdag valgte anklager Kristian Kirk at læse sigtelsen op, inden dørene blev lukket.

  • Den 6-årig pige og 24-årige mand mistænkes for at ville bombe Carolineskolen i København samt Sydskolen i Fårevejle. Politiet har eftersigende fundet bombemanualer hjemme hos pigen.

  • De er sigtet efter straffelovens terrorparagraf, der kan give fængsel på op til livstid.

  • De har begge siddet varetægtsfængslet i sagen siden januar.

Facebook
Twitter