Der lå ikke en stor sympati til Hitler og nazismen bag, at en dengang 15-årig dreng havde naziflag, armbind og Hitlers bog 'Mein Kampf' liggende på børneværelset i Vestsjælland.
Sådan forklarer den nu 16-årige dreng, der er tiltalt for at have tilsluttet sig den højreekstreme gruppering Feuerkrieg Division, ved Retten i Holbæk tirsdag.
- Jeg havde det mest på værelset for "lollens" skyld. Man kunne tage det på og så vise på webcam, at man havde det.
"Lollen" kommer fra internetslanget "lol", der står for "laughing out loud".
- Jeg kunne godt lide chokket i at lægge det på nettet.
Den nu 15-årige dreng kom i politiets søgelys 1. marts sidste år, da Rigspolitiet via kildeoplysninger fik at vide, at drengen online truede med at begå et skyderi i en børnehave.
Politiet rykkede ud og anholdte drengen allerede samme dag.
Fordi der var mistanke om, at han var inspireret af det højreradikale miljø, blev Politiets Efterretningstjeneste (PET) involveret.
Truslen mod børnehaven blev fremsat i et onlineforum. Drengen blev i første omgang sigtet for trusler, men sagen blev hurtigt droppet, fordi truslen blev fremsat i en lukket onlinegruppe, og han ikke havde nævnt en konkret børnehave.
Men i forbindelse med sagen ransagede politiet drengeværelset på Vestsjælland.
Her blev mistanken om, at drengen flirtede med det højreradikale, bekræftet.
På værelset fandt politiet naziflag, et naziarmbind, Hitlers bog 'Mein Kampf' og et manifest fra Ted Kaczynski, der er dømt for en lang række brevbomber i USA.
Anklager Rune Rydik spurgte den 16-årige, om han har læst 'Mein Kampf'.
- Dele af den, ja. Ikke det hele.
Drengen forklarede, at han poserede med nazi-merchandise flere gange, fordi han godt kunne lide at "shitposte" i grupperne online.
- Det er, når man laver jokes, som er lidt ude på kanten, sagde drengen i retten.
Overordnet set havde drengen svært ved at se, hvorfor han pludselig sad som tiltalt i en alvorlig straffesag.
- Jeg mener, at det er gjort ud til at være mere, end det egentligt er. Der bliver kørt meget på, at det skulle være en terrorgruppe. Jeg har selv søgt på det, og jeg kunne ikke se, at det skulle være på nogen terrorliste. Det er ikke en gruppe, der nogensinde har lavet noget, sagde han.
'Jeg er Hitlers soldat'
Den 16-årige dreng er tiltalt for at lade sig hverve til Feuerkrieg Division og for at have forsøgt at rekruttere en folkeskolekammerat til den.
Ifølge anklagemyndigheden påtog han sig sågar en ledende rolle i organisationen, som myndighederne betegner som en terrorsammenslutning. Selv nægter han sig skyldig.
I retten i dag fremlagde anklager Rune Rydik også uddrag fra drengens dagbog, som blev fundet under politiets ransagning.
Det er politiets opfattelse, at han begyndte at skrive i den i 2015 og skrev helt frem til 2022, hvor han blev anholdt.
I de første år bærer det præg af, at det er tanker og skriverier fra en lille dreng. Det handler blandt andet om, hvad han hedder, om hans familie og hans hund.
- I den sidste del af bogen skifter sproget til engelsk, forklarede Rune Rydik i retten.
- Karakteren og indholdet begynder at kredse om nazistiske og terrorrelaterede emner.
Blandt andet skrev han på engelsk:
- A new chapter in my life has begun. I have become a nazi. I am white power.
Han skrev også, at han er villig til at "dø for formålet" og tilføjer, at han er "Hitlers soldat".
Tale om terrorsigtet 'FKD-bror'
Undervejs i sin afhøring af den tiltalte fremlagde anklageren en lang række chatbeskeder mellem tiltalte og andre medlemmer fra Feuerkrieg Division (FKD).
Størstedelen af skriverierne er sket på den krypterede chattjeneste Telegram.
På et tidspunkt i februar blev en 19-årig mand fra Cardiff i Wales anholdt for at have en ledende rolle i Feuerkrieg Division.
Den nyhed blev flittigt diskuteret på Telegram. Den tiltalte og en anden person, som den tiltalte beskriver som lederen af Feuerkrieg Division, skrev blandt andet om at lave en tale til det britiske politi- og folk, som skulle publiceres.
Den 16-årige fortalte i dag i retten, at han fik til opgave at læse talen op, mens han optog det. Hans stemme skulle forvrænges, så den ikke kunne genkendes, og han talte på engelsk.
Talen indledes med:
- Hej, hvide brødre og søstre.
- Til alle jøderne i Storbritannien: Vi vil opfordre jer til at sove med øjnene åbne. Dommedag vil snart vise sig for jer.
Drengen medgav i retten, at han også kom med input til talens indhold. Han forklarede også, at han i chatten foreslog, at talen skulle sendes til britiske journalister med en trussel om, at de ville modtage brevbomber, hvis ikke de publicerede talen.
- Han var lederen. Jeg skrev det om brevbomberne, fordi jeg vidste, at det var det, han ville høre.
Igen og igen forklarede drengen i retten, at de ting, han skrev på nettet - og i talen - ikke var noget, han mente. Desuden var medlemmerne af Feuerkrieg Division 15-17 år gamle, så han mente ikke, at medlemmerne ville lave deciderede aktioner.
Det forstod specialanklager Rune Rydik ikke.
- En hos jer bliver fængslet i Storbritannien. Hvordan kommer du frem til, at det her ikke er noget problem?
- Man tænker ikke meget over det. Når man er på internettet, tænker man ikke så meget over det. Man tænker ikke på konsekvensen bag. Det er ikke virkeligheden. Det er to forskellige verdener, svarede han.
Anonym kontaktede PET
I retten kom det også frem, at PET allerede i januar 2022 blev advaret om den i dag 16-årige drengs aktiviteter online.
Her skrev en anonym anmelder nemlig til efterretningstjenesten, at en dansk dreng var aktiv i en gruppe tilhørende FKD.
Den anonyme anmelder sendte screenshots af gruppens chatbeskeder, hvori det fremgår, at medlemmet med brugernavnet ”Phantom” er fra Danmark, og at han skrev om eksplosiver.
Anmelderen skrev også, at den 16-årige havde delt et stort arkiv med IS-propaganda. I dag så retten billeder fra materialet af små børn, der deltager i henrettelser af gidsler.
DR kender identiteten på anmelderen, som dog ikke har ønsket at vidne i sagen, fordi hans identitet dermed ville kunne komme frem i retten.
Drengen er beskyttet af et navneforbud.
Sagen fortsætter torsdag, og der ventes dom i maj.