TEST Kan du spotte falske nyheder på Facebook?

Både lærer og elever i en gymnasieklasse dumpede.

(© DR Nyheder)

Hvilke af disse 20 nyheder er falske?

Sådan lød opgaven, som lærer og elever i 3.S på Frederiksborg Gymnasium og HF i Hillerød blev stillet, da DR Nyheder var på besøg til en debat om falske nyheder i omløb på Facebook.

Eleverne er en del af den gruppe, som benytter Facebook dagligt, og ny medieforskning fra DR viser, at 48 procent af danskere på op til 35 år fortrækker at få nyheder via Facebook.

I testen blev de præsenteret for et Facebook-feed med et mix af udenlandske og danske nyheder og bedt om at vurdere, om nyheden var ægte, eller om den var falsk og byggede på opdigtede udtalelser og begivenheder, der aldrig har fundet sted.

I den øvelse er der flere ting, der spiller ind, forklarer en af eleverne 19-årige Sebastian Wibe.

- Du ser selvfølgelig på, om overskriften er formuleret godt. Og så kigger jeg på, hvem afsenderen og mediet er, siger han.

- Derefter kigger jeg på billedet. Er det taget af en fotograf, eller er de klippet sammen af forskellige ting for at skabe en vis følelse?

Tag testen, som eleverne fik, og se om du kan gennemskue, hvilke nyheder på Facebook, der er ægte og falske:

DR Nyheder har udvalgt 20 ægte og falske nyheder fra forskellige medier - heriblandt en række falske, som blev delt på Facebook under den amerikanske valgkamp. Herefter er der blevet taget et screendump af, hvordan de ser ud i et Facebook-feed.

Alle dumpede

Hverken lærer eller elever lykkedes med at finde alle de falske nyheder, og hver testperson havde mellem to og otte fejl.

Det resultat stemmer overens med et nyt studie fra Stanford University. Forskerne har undersøgt om over 7.000 unge i alderen 11-19 år kunne vurdere hvilke af to nyheder, der var falsk, og det viste sig at være vanskeligt:

Der er mange falske nyhedsbureauer, som er rigtig stærke på de sociale medier

Sebastian Wibe

- En del elever kender ikke til grundlæggende kildekritik hvad angår digital information, og over 30 procent argumenterede for, at den falske nyhed virkede mere troværdig på grund af det grafiske udtryk, konkluderer studiet blandt andet.

Flere af gymnasieeleverne i DR Nyheders test vurderede, at nogle ægte nyheder måtte være falske - én bestemt nyhed var alle sikre på var falsk, selvom den er udgivet af et stort nyhedsmedie.

- Det var en lidt svær opgave, fordi der er mange medier, som man regner for at være troværdige, men som kan skrive artikler, der virker lidt som om man koger suppe på et søm, siger Sebastian Wibe og forklarer, at han ofte oplever, at overskriftenoversælger indholdet i artiklen.

Sebastian Wibe, der er 19 år og går 3.S på Frederiksborg Gymnasium og HF i Hillerød. (Foto: Bardur Thomsen © DR Nyheder)

Clickbait-artikler minder om falske nyheder

Han havde fem fejl i testen og er træt af, at medier laver clickbait-artikler, som ifølge eleverne dækker over historier med saftige overskrifter, som kun er skrevet for at genere klik og trafik til mediets hjemmeside.

Det gør det nemlig vanskeligere at adskille ægte og falske nyheder, mener Sebastian Wibe.

- Nyhedsmedier kunne godt gøre mere for at få de rigtige nyheder ud og skrive ordentlige nyheder.

- Der er mange falske nyhedsbureauer, som er rigtig stærke på de sociale medier, siger han.

Ifølge Sebastian Wibe betyder det, at nyhedsmedier bør overveje, hvordan deres artikler kan adskille sig visuelt og i ordlyden på overskriften, så læseren nemmere kan spotte og frasortere falske nyheder med kulørte overskrifter.