Thea og Kim på par-kursus: Vi vil kæmpe for at blive sammen

Unge par tager på weekendkursus for at lære, hvordan man klarer hverdagens konflikter.

Thea Bie og Kim Laulund Rasmussen vil gerne lære at håndtere konflikterne i deres parforhold.

Hos Center for Familieudvikling i København, sidder tolv par og bygger en and i Lego. Men det er langt fra for sjov, at de er her. De er på weekendkursus for at lære at blive bedre til at håndtere konflikter i parforholdet.

- Vi har glæde af at få nogle redskaber, der kan hjælpe os i vores hverdag med vores kommunikation, så vi kan blive sammen, fortæller 33-årige Thea Bie fra Hvidovre lidt uden for København, der er på kurset med sin kæreste Kim Laulund Rasmussen.

Noget tyder på, at også andre unge kæmper for deres forhold. Antallet af skilsmisser hos de 20-39-årige er nemlig faldet med 13 procent gennem de sidste otte år.

Til sammenligning er det hos de 40-59-årige steget med 28 procent, viser tal fra Danmarks Statistik.

Tænker på fremtiden

Thea Bie og Kim Laulund Rasmussen er begge 33 år, og på kurset er ti ud af de tolv par også under fyrre.

På Center for Familie-udvikling, der er en nonprofit organisation, ser man en klar tendens til, at det i høj grad er den yngre generation, der kommer på kurserne og giver parforholdet en ekstra hånd.

- I høj grad er det en aldersgruppe fra 20-25-årige til 40-45- årige. Altså par, som har mindre børn. Vi ser selvfølgelig også par, som er ældre endnu, men det er klar majoriteten, der er i den her aldersgruppe, siger Mattias Stølen Due, der er Psykolog på Center for Familieudvikling til DR Nyheder.

Både Thea Bie og hendes kæreste Kim Laulund Rasmussen ser kurset som noget forebyggende, så det ikke går galt i fremtiden.

- Det kan i hvert fald for mit vedkommende give noget ro omkring, at Thea forstår mig bedre, og at jeg forstår Thea bedre. Hvis jeg i en eller anden given situation føler mig trådt på, så ved jeg, hvordan jeg skal agere, så vi ikke optrapper et skænderi, siger Kim Laulund Rasmussen.

På kurset er de deltagende færdige med deres Lego-ænder, som alle ser helt forskellige ud. Pointen fra underviseren er, at man kan se meget forskelligt på tingene.

Måske er det også derfor, at de nyeste tal fra Danmarks statistik viser, at 43 procent af alle ægteskaber ender i skilsmisse.

Facebook
Twitter