Thomas er spilafhængig: 'På fire ugers ferie vinder jeg over 75.000 og taber dem igen'

Thomas begyndte at spille som teenager. Spillene tog fart, og han vandt mange tusind kroner og tabte langt flere. Her fortæller han sin historie.

Det starter, da jeg er 15-16 år, og mig og min far oddser lidt engang imellem. Og så bliver vi enige om, at det egentlig er for bøvlet, at vi skal ned i kiosken hver gang for at gøre det.

Så han opretter en Danske Spil-konto, og der hygger vi os, og vi vinder lige så meget, som vi taber. Så det er ikke en forretning, hvor jeg tænker: Hold kæft, det tjener jeg penge på.

Så spørger jeg min far, om jeg ikke selv må prøve at smide et par hundrede ind. Det får jeg lov til. Og jeg smider pengene ind.

Der går en halv time, så er de 2-300 kroner, jeg har smidt ind, lavet om til 10.000. Og når man er 15-16 år – man var lige begyndt at gå i gaden og gå op i fester og tøj – så er det mange penge.

Jeg bliver mere og mere bidt af at spille.

Jeg siger til min kammerat: Jeg gider simpelthen ikke at vente 90 minutter på, at en fodboldkamp er færdig for at se, om jeg har vundet, når jeg kan gøre det på fem sekunder et andet sted.

Det starter med roulette, og så glider jeg stille og roligt over i blackjack. På 17 dage har jeg 30.000 på kontoen.

Det er sådan, at i skolen kan jeg sidde i timerne og smide 500 kroner ind og derefter trække 3.000-4.000 ud. Det er sjældent, jeg taber, og når det sker, er jeg ligeglad. Men lige pludselig vender bølgen.

Første nedtur: 'Jeg kan mærke, der er ved at ske noget'

Jeg sidder hjemme på mit værelse, og der står 3.000 eller 4.000 på min konto, og da jeg er færdig, står der nul. Det er noget helt nyt. Jeg har aldrig tabt mere end 500 kroner. Der tænker jeg kun, at jeg skal vinde de møgpenge tilbage.

Jeg låner lidt penge af nogle kammerater, og det går stadigvæk ikke. Som jeg husker det, vinder jeg slet ikke en krone. Alt, jeg smider ind, ender i et stort sort hul.

Der har jeg nok været 17 år, og der melder jeg mig ind i Rofus første gang. Det er et register for mennesker, der har spilleproblemer.

Der kan man vælge at udelukke sig selv fra spil helt ned til én dag eller op til livstid. Jeg starter med en måned. Det er min mor, der tvinger mig til det. Hun siger: Det er nok det bedste for dig - og det giver jeg hende ret i. Jeg er godt klar over, at der er ved at ske noget nu.

Første gang på et rigtigt kasino: 'Se at komme væk herfra'

Tiden i Rofus udløber, da jeg bliver 18, og der tager det fart. Helt vildt.

Jeg tænker, at nu skal jeg på det rigtige kasino. Og det går vanvittigt.

Da jeg kommer ud af Rofus, der rammer jeg bare en bølge med ren medvind, hvor jeg vinder alt.

Mig og min kammerat, vi tager på kasinoer så tit. Jeg kan huske, at første gang, jeg går på kasino, ønsker de mig held og lykke, og jeg vender mig bare om og siger til dem: "Det skal du sige til dine kollegaer".

Sådan rigtig karl smart. Og jeg siger til manden, der udleverer jetonerne: "Nu skal jeg over og rippe dine kollegaer".

Jeg tror, jeg går derind med 500 eller 1.000 kroner, og jeg går derfra med 17.000.

Næste nedtur starter: 'Jeg er fuldstændig slukket indvendig'

Men så vender bølgen fuldstændig.

Jeg står bare og kigger dealeren ind i hovedet, og jeg er fuldstændig slukket indvendig.

Der har jeg tabt 15.000.

En voksen mand kommer og giver mig et klap på skulderen og siger: 'Hvad fanden i helvede laver du her. Jeg har tabt hele mit liv hernede, se at komme væk herfra'.

Der er jeg bare smart og siger: 'Jeg har styr på det'. Der ved jeg godt, at det har jeg ikke.

Rammer bunden: 'Du lyver for alle omkring dig. Du vil skide på dem'

Jeg begynder at låne penge af nogle mennesker. Det er nok en dum idé. Jeg begynder at lave sådan lidt... halvkriminalitet for at få råd til den livstil og have de penge, jeg er vant til.

Du går bare rundt og lyver for din kæreste, du lyver for dine forældre, du lyver for alle omkring dig. Du vil skide på dem. Det er ligegyldigt.

Vi kan sidde i biografen, og jeg sidder stadig med min telefon og spiller.

Det giver satme et helt hul i maven, når jeg tænker tilbage på det. Puha.

Jeg rammer bunden sidste år, da jeg er på ferie med min kæreste og hendes forældre. På de fire uger, vi er afsted, vinder jeg over 75.000 og taber dem igen.

Samtidig har jeg en gæld på 120.000 til nogle mennesker, som…

Der er jeg godt klar over, at det her ødelægger mig.

Jeg kan ikke sove om natten, og jeg er bange for at kigge på min telefon, for jeg ved godt, at de mennesker vil skrive på et tidspunkt, og hvordan skal jeg finde de penge?

Så jeg får endelig taget mig sammen og snakker med min far. Han bliver tosset, og han bliver bange.

Mig og min far og mor tager i banken sammen, og de låner 120.000 kroner til mig, så gælden bliver betalt af.

Der går jeg egentlig med mig selv og tænker, at jeg ikke har lyst til at spille mere. Men jeg kan bare ikke slippe tanken.

'Spil er vejen til alt ondt'

Min mor og far og min mormor og morfar fortæller mig så, at "det her kan du ikke stå med alene. Det er du nødt til at have professionel hjælp til".

'Det har jeg styr på, det skal I slet ikke blande jer i', svarede jeg.

Men det er ikke et valg. Med armen vredet om på ryggen ringer jeg til Ludomanicenteret. I starten tænker jeg, at jeg bare gør det for mine forældres skyld. Jeg tror ikke en skid på det.

Men da jeg har været dernede tre gange, kan jeg mærke, at de prikker til nogle ting oppe i hovedet på mig, og det hjælper faktisk.

Hun tegner sådan en tegning for mig, der hedder Spillefælden. Uanset hvor meget du vinder, vil du altid have lyst til at vinde mere. Når du så taber de penge, står du der igen for at vinde dem tilbage. Så uanset hvad vinder kasinoerne.

Og der går det op for mig: De skal bare ikke have lov at få mine penge. Jeg har fandeme tabt min del nu.

Jeg har tabt mellem 250.000 og 350.000, så spil er vejen til alt ondt. Det står også her på min tatovering.

Nu har jeg betalt min del, nu gider jeg ikke mere.

Den unge mand bag denne historie ønsker at være anonym. Derfor er Thomas et opdigtet navn. Hans rigtige navn er kendt af redaktionen.