Thule-brintbombe blev aldrig fundet

Frigivne amerikanske dokumenter bekræfter nu, at en ud af fire brintbomber aldrig blev fundet, da et amerikansk bombefly styrtet ved Thulebasen i Grønland i 1968.

Det amerikanske B-52 bombefly, som styrtede ved Thule Air Base, havde fire brintbomber ombord, viser dokumenter (arkivfoto). (© DR)

Da et amerikansk B-52 bombefly i 1968 styrtede ned ved Thulebasen i Nordgrønland, blev resterne af tre brintbomber bjærget.

Men frigivne dokumenter fra amerikanske arkiver beviser nu, at der var en fjerde bombe ombord. Den er aldrig blevet fundet.

Hemmelige dokumenter

I månederne efter styrtet blev den forurenede sne og is med de knuste rester af fly og bomber samlet sammen og sendt i forseglede tromler til USA.

Men der manglede noget. Allerede få uger efter styrtet blev amerikanerne klar over, at der kun er fundet rester af tre af flyets fire bomber. Det viser dokumenter, der nu ikke længere er hemmeligstemplede, og som britiske BBC har gennemgået.

På bundet af fjorden

En u-båd blev sendt ind under isen for at finde den mistede bombe under ekstremt vanskelige vilkår. Eftersøgningen måtte opgives, bekræfter William Chambers. Han var dengang atomvåben-ingeniør ved det amerikanske forsvars laboratorium i Los Alamos og ledede et hold, som efterforskede ulykken.

Dermed er der nu bevis for det, som blandt andet de tidligere Thule-arbejdere længe har hævdet - nemlig at resterne af den fjerde brintbombe havnede på bunden af Thulefjorden. Bomben indeholdt blandt andet uran og plutonium.

Det amerikanske forsvar har ikke villet kommentere de nye oplysninger.

Facebook
Twitter