For ti år siden startede mexicansk hundehvalp en internetrevolution: Nu har Instagram en milliard brugere

Instagram startede i en tid, hvor få brugere havde en smartphone. I dag er det et af verdens største sociale medier.

En herreløs mexicansk hundehvalp ligger på jorden og kigger op i kameralinsen. Umiddelbart ved siden af hunden ses en fod i flip-flop-badesandaler. Opslagets tekst er sigende: "Test".

Billedet virker næsten påtaget tilfældigt. Motivet er en tilfældig hund, som sidder ved en tacosælger i Mexico, og intet antyder, at det skulle blive startskuddet til en social medie-mastodont, som nu har en milliard brugere. I dag er det ti år siden, at det første billede blev lagt på Instagram.

- Hvis jeg havde vidst, at lige netop det billede skulle blive det første på Instagram, ville jeg måske have gjort mig mere umage, har Kevin Systrom, der er en af de to grundlæggere af Instagram, sagt til mediet time.com.

Kort efter appen landede i appstore, blev fremtiden for Instagram spået som stor.

- Jeg tror, kommunikation via billeder er et af de type medier, vi kommer til at se blive udviklet over de næste år, på grund af det grundlæggende skifte der er i den igangværende teknologi, skrev M.G. Siegler, der er partner i Google i et indlæg på mediet Techcrunch i 2010.

Men først skulle vi blive fortrolige med, hvad der i samme år blev omtalt som 'de såkaldte apps', og hvordan man går på nettet fra en helt ny telefon; en smartphone.

Med trykknapper og 3G

Vi skruer lige tiden ti år tilbage.

Størstedelen af danskerne går stadig rundt med en Nokia-, HTC- eller Samsung-telefon i lommen. Med trykknapper vel at mærke. Ville du skrive "s" i en sms var det med at tappe fire gange på "7". Den slags telefon.

Folk stod i kø for at få fingrene i den helt nye Iphone 3GS, da den blev lanceret i juli 2009. Før Apple og smartphones blev allemandseje, dominerede Samsung og Nokia telefonmarkedet herhjemme. (Foto: Teitur Jönasson © Scanpix)

Under hver fjerde dansker koblede sig månedligt på 3G-nettet. Ord som smartphones og apps var ukendte for mange.

- På det her tidspunkt brugte de fleste deres telefon til at ringe fra eller skrive sms'er på. Folk kunne jo næsten skrive sms'er i blinde. Man tænkte slet ikke om sin telefon, at den også kunne bruges til at håndtere billeder, siger medieekspert Keld Reinicke.

Så da Instagram blev lanceret - først udelukkende for iPhone-brugere - var det kun et medie for de få first movers.

Men der var ingen tvivl om, at udviklerne havde fat i noget. Twitter brugte to år på at få en million brugere på verdensplan. Instagram nåede ud til lige så mange på to måneder.

Herhjemme gik det noget langsommere. Os med Nokia-telefoner og morsekodende sms-fingre skulle lige finde ud af, om det der smartphone nu også var alt det, det blev udråbt til. DR's årlige rapport for Medieforskning beskriver danskernes medievaner, og her var det tydeligt, at mediet heller ikke havde bidt sig fast endnu.

- Der er ikke klare tal for udbredelsen af nye tjenester som Instagram og Pinterest, men indtil videre ser de ud til at få mere omtale end reel brug uden for den snævre kreds af firstmovers.

Lidt at læse og let at bruge

Før Instagram blev til det sociale medie, vi kender i dag, havde Kevin Systrom og hans kompagnon, Mike Krieger, udviklet appen Burbn, hvor festglade venner kunne checke ind og dele deres lokation med hinanden.

Efter et møde med udviklernes investorer besluttede Systrom og Krieger at barbere Burbn ned til tre kernefunktioner: At dele billeder, at like billeder og at kommentere billeder.

Instant telegram var født. Eller som vi kender det: Instagram.

- På Instagram behøver du ikke læse så meget, og brugerfladen er enormt let. Ved at trykke to gange på billedet viser du, at du kan lide billedet. Derfor er den også skabt endnu mere til mobilgenerationen end Facebook, som stadig mere er skabt til computergenerationen, som sidder ved et keybord og kan skrive noget, siger Keld Reinicke.

Mike Krieger og Kevin Systrom modtager i 2012 en pris for appens profilering og popularitet til Webby Awards, som hylder succeser på internettet. (Foto: STEPHEN CHERNIN © Scanpix)

Instagram var født til telefonen, men hvordan skulle vi så bruge det nye medie? I starten famlede vi os lidt frem, fortæller Astrid Haug.

- Det var især mad- og naturbilleder, som folk lagde op til at begynde med. Og så fandt folk hurtigt ud af, at billeder af mennesker fungerer rigtig godt, og det satte skub i selfie-kulturen, siger hun.

Et andet medie som lagde sig i slipstrømmen af selfie-kulturen var Snapchat, som blev lanceret året efter. Mens Snapchat var tilfældige øjebliksbilleder, som hurtigt var væk igen, viste Instagram en poleret verden fri for bumser og dårlige hårdage.

Appen havde et katalog af filtre, som kunne dekorere ens billeder, så de blev mere særegne.

- Instagram er stedet, hvor solen altid skinner. Det hele er altid meget pænt, nærmest som et boligmagasin. Sådan var specielt i starten af Instagrams levetid, siger Astrid Haug.

I de første mange år var måden at tage billeder og redigere dem stadig en helt ny måde at tænke på. "Der var stadig snak om, om man skulle købe et digitalt kamera", siger Keld Reinicke. (Foto: Anne Bæk © Scanpix)

Snapchats succes flyttede ind på Instagram

Men de fede filtre på de pæne billeder skabte et problem for Instagram. Gennem årene var der opstået en kultur, hvor Instragrams brugere kun viste livet på overfladen med fancy restauranter og solnedgange ved stranden.

Barren for, hvad der var 'Instagram-worthy', var blevet for høj, har skaberen af mediet sagt til Recode. Og det betød, at folk ikke længere postede fra deres hverdag.

- Det største problem, som folk havde med Instagram, var, at de følte et pres for at dele perfekte billeder. Folk ville faktisk gerne dele langt mere, men de har ikke lyst til at dele det i galleri, har en af skaberne, Kevin Systrom, sagt.

Det blev et problem for et socialt medie, som lever af, at brugerne åbner appen dagligt.

- Sociale medier lever af, at der er mange brugere, og at brugerne kommer derind ofte og gerne flere gange om dagen. Det er kun interessant, så længe at brugerne vil dele billeder og lægge spændende ting op, siger Astrid Haug.

I mellemtiden havde den konkurrerende rival Snapchat fået enorm succes med de uformelle øjebliksbilleder. Så i 2016 lancerede Instagram funktionen stories, som til forveksling lignede Snapchat. Det åbnede for et vindue til at vise alt det, der foregik mellem de veltilrettelagte og velovervejede billeder på ens profil.

Efter introduktionen af stories på Instagram faldt antallet af aktive daglige brugere på Snapchat for første gang nogensinde.

- Instagram Stories er et vanedannende format - den fulde skærm, der blander billeder og video - det er bare en fantastisk oplevelse, sagde Facebook-analytiker Rich Greenfield til vox.com i 2018.

Samme år overhalede andelen af daglige danske brugere på Instagram Snapchat for første gang. Og Snapchat meldte, at de havde mistet tre millioner brugere verden over.

Snapchats oprindelige koncept var genfødt på Instagram - og det var et megahit.

Finder vores behov – og dækker det

Siden det tilfældige billede af labradoren har udviklingen været enorm. Skaberne så fra starten et behov for, at folk gerne ville udnytte de muligheder, deres nye smartphones gav.

Men en ny konkurrent har meldt sin ankomst i app-store. Den hedder TikTok og har taget verden med storm. Til Instagrams held er der store omkostninger ved at skifte til et nyt medie – for der er dine venner måske ikke.

TikTok har ikke et langt format til video. Man kan maksimalt lægge 15 sekunder med mulighed for loop i op til et minut. Instagram har et koncept, IGTV, som tillader videoer i en længde på en time. Og hvem, der kan tilbyde længst videoer, vil være noget medierne i fremtiden vil slås om, forudser medieekspert Keld Reinicke. (Foto: SANJEEV GUPTA © Scanpix)

- Instagram har brugerne, og derfor vil det tage lang tid for konkurrenter at komme ind på det marked. Men de skal holde øje med, at nye apps kan gøre tingene på en lidt ny måde, siger Kristian Friis, der er administrerende direktør i multimedie virksomheden Shape.

Og selvom kun en procent danskerne var på TikTok sidste år, vil vinderen af de to medier være den, der forstår sig bedst på at ramme brugernes behov.

- Der vil ligge en konkurrence i, hvem der kan lave en længere videostruktur, branding, ramme de rigtige målgrupper og lave e-shops. Sociale medier er de næste hjemmesider, om man vil det, for rigtig mange virksomheder i fremtiden, siger Keld Reinicke.

Facebook
Twitter