Ti evakuerede er landet i Roskilde - en er indlagt i Belgien

En dansker fra Wuhan er indlagt med sygdomssymptomer i Belgien, oplyser Udenrigsministeriet.

Her ses en patient ved ankomsten til Aarhus Universitetshospital. Personen skulle testes for coronavirus, men prøverne var negative. (Foto: Per Colstrup Winkel © dr)

De sidste danske borgere, som er evakueret fra den virusramte Hubei-provins i Kina, er landet i Roskilde Lufthavn natten til mandag.

Flyet er landet lidt efter klokken 01.00, oplyser Ritzaus fotograf på stedet.

Det er kun ti af de 11 evakuerede danskere og danskkinesere, der er blevet evakueret fra Wuhan, som er landet i Roskilde.

Det skyldes, at en dansker, der har været evakueret fra Wuhan over Frankrig til Bruxelles, er blevet indlagt med sygdomssymptomer i Belgien og vil blive testet for coronavirus.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en mail til flere medier.

Evakueringen af de borgere, der har ønsket assisteret udrejse fra Hubei-provinsen, har været arrangeret af Udenrigsministeriet i samarbejde med andre EU-lande.

Borgerne er først blevet fløjet fra Wuhan, hvor coronavirusset har sit epicenter, med et fransk fly til Sydfrankrig.

Herfra er de blevet fløjet videre til en militærlufthavn i Bruxelles, hvor den ene af de danske borgere er blevet indlagt på et hospital.

Vurderes af overlæger

Ved modtagelsen i Roskilde bliver alle de hjemtagne individuelt vurderet af overlæger fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

De vil foretage en grundig og konkret risikovurdering af hver enkelt ud fra Sundhedsstyrelsens retningslinjer for håndtering af nyt coronavirus.

- Hvis der er det mindste tvivl, om de er syge af coronavirus, så vil de blive indlagt med ambulance direkte på isolationsstue på Hvidovre Hospital, sagde Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, søndag aften i en pressemeddelelse på styrelsens hjemmeside.

- Men vi forventer ikke, det bliver nødvendigt, da de er så grundigt løbende screenet undervejs.

Fredag aften ankom de første fire personer, der har bedt om assisteret udrejse fra Hubei-provinsen, til Danmark.

Ingen af de fire har vist tegn på at være smittet med coronavirusset.

/ritzau/

Rettelse: Det fremgik tidligere, at der var tale om ni evakuerede, men der er ifølge Sundhedsstyrelsen tale om ti, mens den 11. er indlagt i Belgien.