Ti kirker på vej til lukning

Kun få går regelmæssigt i kirke. Derfor skal der nu for første gang i nyere tid lukkes kirker. Ti københavnske kirker står til at blive taget ud af brug.

Kun to procent deltager regelmæssigt i gudstjeneste om søndagen, og antallet af medlemmer af Folkekirken falder støt hvert år. (© DR)

Kun to procent går i dag regelmæssigt til søndagsgudstjeneste, og ti københavnske kirker er derfor på vej til lukning. Alternativet til lukning var en forhøjelse af kirkeskatten.

Forslaget om at tage kirkerne ud af brug kommer fra Københavns Stiftsråd. Rådet fremlægger sin endelige anbefaling tirsdag efter påske, og den ventes kirkeminister Birthe Rønn Hornbech at følge.

Måske flere end ti

Kaj Bollmann, generalsekretær i Kirkefondet og er ikke i tvivl om, at beslutningen om at lukke henved ti københavnske kirker er rigtig. Han synes endda beslutningen har taget for lang tid og forudser, at flere vil blive taget ud af brug de kommende år.

- Befolkningsgrundlaget i København har ændret sig, og kirkerne ligger forkert, siger Kaj Bollmann.

Kirkefondet indsamlede penge til byggeriet af mange af kirkerne i København omkring 1900-tallet. Dengang havde København et indbyggertal på 750.000, en kvart million mere end i dag, og der var typisk 50.000 om hver kirke. I dag har mange af dem blot 50 faste kirkegængere.

Færre og færre medlemmer

Hvert år falder antallet af medlemmer af Folkekirken, de senere år er det gået tilbage med cirka et halvt procentpoint om året. I dag er 82 procent af befolkningen medlem på landsplan, men langt færre bruger kirken.

Så selv om en del af menighedsrådene i hovedstaden kæmper for deres kirker, er Stiftsrådets forslag i tråd med befolkningens holdning.

Undersøgelse efter undersøgelse har vist, at danskerne gerne vil have, at kirkerne finder anden anvendelse, og holdningen er blevet skærpet markant de seneste år.

Kirkeasyl

En af kirkerne på listen er Blågårds Kirke, som blev landskendt i 1991 for at give kirkeasyl til 70 statsløse palæstinensere i næsten et halvt år.

De øvrige på listen er Absalons Kirke, Gethsemane Kirke, Bavnehøj Kirke, Ansgar Kirke, Sankt Pauls Kirke, Sankt Andreas Kirke, Fredens Kirke, Luther Kirke, Samuels Kirke og Brorsons Kirke, hvis Blågårds Kirke bliver bevaret.

Facebook
Twitter