Hvem vidste noget? Få svar på fem centrale spørgsmål om Tibetkommissionen her

Tibetkommissionen kom for anden gang med sin beretning om krænkelser af antikinesiske demonstranters ytringsfrihed i dag.

I dag kom den såkaldte Tibetkommission med sin beretning om, hvordan det kunne gå til, at demonstranter blev afskærmet fra kinesiske repræsentanter under officielle kinesiske besøg i Danmark og eksempelvis fik frataget deres tibetanske flag af politiet.

En beretning, den kommer med for anden gang. For allerede i 2017 kom kommissionen med en beretning, der dengang slog fast, at der alene var grundlag for at placere et ansvar hos to mellemledere i Københavns Politi.

Men ikke lang tid efter kunne DR afsløre, at blandt andet Udenrigsministeriet og Statsministeriet slet ikke havde gennemsøgt sine ministres eller embedsmænds mailbokse, selvom de var blevet bedt om at udlevere relevant materiale til kommissionen.

De fem øverste chefer i Københavns Politi havde tilmed fået slettet deres emails, inden kommissionen overhovedet kom rigtigt i gang.

Da DR senere kunne fortælle, at myndighederne stadig lå inde med flere former for backup af slettede mails, blev Tibetkommissionen derfor bedt om at undersøge sagen igen. Det er resultatet af den undersøgelse, der blev præsenteret i dag.

I videoen her kan du se DR-journalist Jesper Tynells gennemgang af sagen fra 2018:

I den nye udgave har kommissionen blandt andet kritiseret Udenrigsministeriet og efterretningstjenesten PET for at lægge pres på Københavns Politi, der brød grundloven over for de kinakritiske demonstranter.

Det var DR-journalist Jesper Tynell, der stod bag de afsløringer, som fik kommissionen nedsat igen. Han har fulgt sagen tæt, og her giver han svar på fem centrale spørgsmål i sagen.

1

Hvad ved vi nu, som vi ikke vidste før?

Den nye beretning fra Tibetkommissionen giver et betydeligt større indblik i, hvor presset for, at kinesiske besøgende ikke skulle se demonstranter, kom fra.

- Lidt firkantet kan man sige, at den nye beretning vender op og ned på top og bund i hierarkiet i forhold til, hvad der er skyld i, at demonstranter ikke blev set, når der var kinesiske besøg i København, siger han.

For i den tidligere beretning var kritikken udelukkende rettet mod Københavns Politi, og man fandt kun grundlag for at stille to mellemledere i politiet til ansvar for, at Tibet-flag for eksempel var blevet taget fra demonstranter.

Men denne gang er særligt Udenrigsministeriets rolle kommet i fokus, fordi man har haft bedre mulighed for at undersøge, hvad der skete dengang.

- Denne gang skriver kommissionen, at Udenrigsminsteriet ikke bare en enkelt gang, men over mange år, lagde et betydeligt pres på politiet for, at man skulle forhindre, at de kinesiske delegationer så eller hørte antikinesiske demonstranter, forklarer Jesper Tynell.

Kommissionen skriver direkte, at det er "særdeles kritisabelt", at Udenrigsministeriet aktivt har tilskyndet til og samarbejdet om, at demonstranter ikke skulle ses - i strid med Grundloven og Den europæiske Menneskerettighedskonvention. Særligt ved besøgene i 2002, 2009 og 2012.

2

Hvorfor rettede man sig efter Kinas ønsker?

Folk med tibetanske flag foran Zoologisk Have i København efter åbningen af anlægget til de pandaer, der er udlånt til Danmark af Kina. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

I beretningen fra kommissionen kan man læse, at de kinesiske repræsentanter har lagt pres på Udenrigsministeriet for at efterkomme deres ønsker om ikke at se demonstranter.

Og at Udenrigsminsteriet gik langt for at indfri de ønsker. Både af diplomatiske årsager, men også for at sikre danske handelsinteresser.

- I bund og grund handlede det altså mere om den diplomatiske kontakt til Kina og danske økonomiske interesser, end det handlede om, at betjente på gaden ville knægte ytrings- og forsamlingsfriheden. Det fremgår nu klart af den nye Tibetkommissions beretning, forklarer Jesper Tynell.

3

Hvor langt oppe i systemet vidste man det?

Det var velkendt "på ledelsesniveau" i Udenrigsministeriet, at man pressede på for at skærme kinesiske repræsentanter, når de var i Danmark. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Et af de helt store spørgsmål i sagen om demonstranter, der fik krænket deres ytringsfrihed, er selvfølgelig, hvem der kendte til beslutningen.

Var det embedsmænd i ministerierne, der selv valgte at lægge pres på politiet for at få dem til at skærme kineserne? Eller var det en beslutning, der i en eller anden grad var clearet med skiftende udenrigsministre

Det er som regel et af de sværeste spørgsmål at svare på.

Men kommissionen skriver, at forvaltningskulturen var kendt "på ledelsesniveau" i Udenrigsministeriet.

- Kommissionen giver eksempler på, at der er i 2002 er sendt et notat helt op til ministeren og helt op til Udenrigsministeriets direktør.

Men det er ikke nødvendigvis det samme som, at ministeren har kendt til det, eller at det er en minister, der har besluttet det. Og faktisk er det heller ikke op til en undersøgelseskommission at vurdere ministrenes handlinger.

- En undersøgelseskommission må udelukkende vurdere, om der er grundlag for at stille embedsmænd til ansvar. Som reglerne er i dag, må undersøgelseskommissioner ikke vurdere ministres ansvar, siger Jesper Tynell.

4

Bliver nogen så stillet personligt til ansvar nu?

Sådan så det ud, da politiet under et kinesisk statsbesøg i 2012 tog tibetanske flag fra demonstranter foran Christiansborg.

Det korte svar på det spørgsmål er formentlig nej.

Efter den første Tibetkommission blev to mellemledere i Københavns Politi peget ud, da man vurderede, at det var deres ansvar, at demonstranter blev skærmet og fik frataget tibetanske flag under et kinesisk statsbesøg i 2012.

Blandt andet for over politiradioen at give ordren "tag flaget fra dem, kom".

Den nye kommission mener fortsat, at det var rigtigt at mene, at der var grundlag for at stille to mellemledere i Københavns Politi til ansvar, men vurderer nu samtidig, at deres handlinger skal ses i lyset af, at Udenrigsministeriet over årene lagde et betydeligt pres på politiet.

Det betyder imidlertid ikke, at nogen i Udenrigsministeriet nødvendigvis vil blive draget til ansvar.

Undersøgelseskommissioner kan ikke i sig selv drage nogen til ansvar, men de kan blot vurdere, om der er grundlag for at stille nogen til ansvar. Men det har Tibetkommissionen her i anden omfang valgt ikke at gøre.

- Det skyldes, at der nu er gået så lang tid - omkring ti år - siden begivenhederne fandt sted. I princippet bliver det disciplinære ansvar aldrig forældet, men der er en tradition for, at hvis det er mere end fem år siden, så skal der rigtig meget til, før man håndhæver det.

- Her skriver kommissionen, at det må antages, at et disciplinæransvar ikke vil blive gjort gældende, og derfor undlader den at vurdere, om der er grundlag for at stille nogen til ansvar.

I stedet nøjes kommissionen med at udtale kritik af nogle embedsmænd. Den nævner blandt andet nævnt en kontorchef i Udenrigsministeriet og en leder i PET.

- Men der har også været to departementschefer i Udenrigsministeriet involveret i de her processer. De har imidlertid begge trukket sig tilbage fra udenrigstjenesten. Derfor mener kommissionen, at den er afskåret fra at komme med en retlig vurdering af deres forhold.

- Og selv hvis kommissionen var kommet frem til, at de kunne stilles til ansvar, så er det i praksis ikke længere muligt, da man for eksempel ikke kan fyre eller give en advarsel til en medarbejder, der ikke længere er ansat, forklarer Jesper Tynell.

5

Er sagen så godt nok belyst nu?

Afhøringerne i Tibetkommissionen foregik i Retten på Frederiksberg. (Foto: © Olafur Steinar Gestsson, Ritzau Scanpix)

Om sagen er godt nok belyst er selvfølgelig et vurderingsspørgsmål.

- En sag bliver jo aldrig fuldt oplyst. Det kan ikke lade sig gøre. Men der er i hvert fald kastet ganske meget mere lys over sagen nu.

- Selvom man måske kunne finde flere eksempler på, at noget lignende var sket i endnu flere år, så er eksemplerne allerede så mange, at kommissionen med stor overbevisning tegner et mønster af, hvordan officielle besøg fra Kina er blevet håndteret gennem mange år, vurderer Jesper Tynell.

Til gengæld åbner kommissionen for, at man måske i fremtiden bør ændre selve måden, man laver undersøgelseskommissioner.

Tibetkommissionen bad i første omgang myndighederne om selv at udlevere det materiale, de måtte have liggende, der kunne være relevant for sagen. Men den fik imidlertid ikke udleveret alle relevante dokumenter, konstaterer den nye Tibetkommission nu.

Det viste sig bare senere, at det ikke rigtig skete.