Tid til gør-det-selv: Byggemarkeder har travlt trods coronakrise

Hjemsendte kaster sig over gør-det-selv-projekter. Byggemarkeder har fortsat travlt.

Hans Peter Christensen og resten af personalet hos HC Farver har ekstra travlt i disse dage. Butikken kører med halv bemanding på grund af coronavirus, men der er mere omsætning, end der plejer på denne årstid. (Foto: © Jan Rørkær Madsen, DR Nyheder)

De seneste uger har mange danskere været i karantæne, arbejdet hjemmefra eller sendt hjem. Butikker holder lukket, og vi skal alle sammen begrænse den sociale kontakt til et minimum. Kort sagt er hverdagen vendt på hovedet.

Og noget tyder på, at mange bruger den nye virkelighed på at kaste sig over hjemlige projekter.

- Vi sælger rigtig meget lige nu. En del mere end vi plejer at gøre på denne årstid, siger Hans Peter Christensen, der er indehaver af malerforretningen HC Farver i Randers.

Han har sat håndsprit frem og sendt halvdelen af sit personale hjem for at begrænse risikoen for coronasmitte, så de ansatte må løbe ekstra hurtigt for at følge med - særligt strømmer ordrerne ind online.

- Vi sælger rigtig meget bådmaling og autolak. Det er noget, folk plejer at købe fra påsken og frem, men lige nu har mange tid til at give lidt ekstra kærlighed til tingene, så det kan vi klart mærke, siger Hans Peter Christensen.

Og danskernes gør-det-selv-trang, efter at coronavirusset for alvor er kommet til Danmark, kan også mærkes hos de store byggemarkedskæder.

Hos byggemarkedskæden Jem & Fix er meldingen, at det især er grej til indendørsprojekter og gødning til haven, som folk køber lige nu, mens byggemarkedskæden Silvan melder om øget efterspørgsel på blandt andet maling og handsker.

En af de kunder hos HC Farver, der netop benytter coronasituationen til at få sat lidt ny kulør på hjemmet, er Glen Sinclaer.

- Der er taget nogle fridage, og konen arbejder hjemmefra, så nu kunne vi ligeså godt udnytte muligheden, siger han, der har taget sønnen med i HC Farver. Bagefter skal de to hjem og male datterens værelse.

Glen Sinclaer og søn skal hjem at male med den helt rigtige farvekombination, som sønnen får lov at ryste sammen. (Foto: © Mette Koue DR)

Og kundernes kreativitet er stor. Det er ikke kun vægmaling, der langes over disken.

Hos HC Farver er der et markant øget salg af tuscher og lærreder og andre kunstnerartikler, mens enkelte kunder kaster sig over de helt store projekter.

- En mand kommer og spørger, hvad han skal male sin bil med. Så forklarer jeg ham, at det nok er billigere at få autolakeren til det, men det viser sig at være en drengedrøm, så han siger, det er lige meget med prisen, jeg vil bare gerne male min bil, fortæller Hans Peter Christensen om en af de mere usædvanlige ekspeditioner.

Vi kan allesammen være med til at redde liv, hvis vi holder afstand til hinanden under coronakrisen. Verden lukker ned, og vi skal blive hjemme. Men hvorfor er det så vigtigt, vi holder afstand til andre mennesker? Få svaret i videoen her: