Tidligere Afghanistan-kaptajn: Tolkene er reelt truede

Tolkene har blødt, svedt og kæmpet med os, lyder det fra tidligere udsendt, der på linje med oppositionen beskylder omstridt tolkeaftale for at være utilstrækkelig.

Den omdiskuterede tolkeaftale er atter under beskydning, efter flere sager om afghanske tolke er endt med afslag på hjælp. (Foto: DR Kultur © Type 2)

Den såkaldte tolkeaftale, der skal sikre hjælp og sikkerhed til de afghanske tolke, som har hjulpet de danske styrker, bliver igen kritiseret for ikke at være god nok.

Senest har en opgørelse fra Forsvaret vist, at der er blevet behandlet 128 sager om afghanske tolke. Heraf har 54 fået afslag på hjælp fra Danmark. Det har blandt andet fået Enhedslistens forsvarsordfører Nikolaj Villumsen til at kalde aftalen for “helt utilstrækkelig”.

Og den melding får opbakning fra Mads Silberg, der er tidligere kaptajn og har været udsendt i Afghanistan, hvor han har arbejdet med flere af de berørte tolke.

Heraf er en af dem netop blevet sendt hjem efter halvandet års ophold på et asylcenter i Danmark.

- Jeg arbejdede sammen med ham i 2010. Efter to interviews hos Udlændingestyrelsen fik han afslag og er nu sendt hjem.

- Han er truet på sit liv og bor skjult i Kabul med sin familie og kan ikke rejse til sin hjemprovins, fordi han er blevet truet med at blive slået ihjel, fortæller Mads Silberg til P1 Morgen.

Han understreger, at det er anerkendt af FN, at alle afghanske tolke, der har samarbejdet med den internationale koalition er i livsfare på grund af deres engagement.

- Alle ved jo, at de har samarbejdet, så nogle kan "sælge" dem til Taleban, siger han.

Aftalen er for restriktiv

Mads Silberg mener slet ikke, at den omstridte tolkeaftale lever op til det, der var hensigten og kalder den for restriktiv. Han opfordrer til, at det skal være langt lettere for tolkene at få tildelt asyl, for han mener ikke, at tolkene bliver behandlet anstændigt, som det er nu.

- Tolkene har blødt, svedt og kæmpet med os, så de skal have den særbehandling, at når de siger, at de er truet og har brug for hjælp, så skal de vises den tillid, deres indsats for os berettiger dem til, siger han og fortsætter:

- Som det er nu, bliver de jo skåret over samme kam som alle andre asylansøgere. Men når de siger, de er truet på livet og har hjulpet os, så skal de hjælpes.

En politisk hån

Aftalen, der løber til årsskiftet, bliver også mødt med kritik af både Enhedslisten og Alternativet.

- Jeg frygter, at nogen, der har et klokkeklart sikkerhedsbehov, bliver ladt i stikken, og det er fuldstændig uacceptabelt, siger forsvarsordfører Nikolaj Villumsen (EL), mens Alternativets forsvarsordfører Rene Gade kalder det en "politisk hån mod de soldater, der har været ude og kæmpe side om side med tolkene".

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen giver i et skriftligt svar til DR Nyheder udtryk for, at han er tilfreds med den nuværende aftale og henviser til, at aftaleparterne ved årsskiftet skal se på, om den skal forlænges.

Facebook
Twitter