Tidligere ansat på Nexus: Hashrygning fik ingen konsekvenser

En ny tidligere ansat på døgninstitutionen Nexus retter kritik mod de unges hashforbrug.

Endnu en tidligere medarbejder på Nexus står frem og fortæller om passiv adfærd overfor de unges hashmisbrug. (© DR)

Endnu en ansat på døgninstitution Nexus står nu frem og retter kritik mod de unges hashforbrug på institutionen.

Pædagogmedhjælper Frank Fischer har frem til starten af i år været tilknyttet Nexus, som ligger i Jægerspris.

Han fortæller om sine oplevelser med forholdene:

- Det var på hver vagt, der blev røget hash - det blev konstateret hver gang, jeg var på arbejde. Vi kunne lugte det, og vi kunne se, at de var påvirkede af hash, siger Frank Fischer.

Modtager 100.000 per person

De nye beskrivelser af forholdene på døgninstitutionen kommer, efter at 21 Søndag den 26. maj i år bragte historien om Nexus, hvor 12 unge er anbragt.

Hver måned modtager Nexus omkring 100.000 kroner for hver af de unge. I indslaget stod Jan Rose, en tidligere ansat pædagogmedhjælper, frem og fortalte om sine oplevelser om hashrygende unge på stedet.

Og det selvom Nexus på deres hjemmeside skriver, at institutionen har nul-tolerance overfor euforiserende stoffer.

Jan Rose gik undervejs til København Kommunes whistleblower-linje og gjorde opmærksom på problemerne med hash på institutionen.

Kritikken blev i tv-udsendelsen underbygget af flere anonyme kilder blandt tidligere og nuværende medarbejdere.

Har givet op over for hash

DR har efterfølgende været i kontakt med flere af de nuværende og tidligere medarbejdere, og de fastholder deres kritik.

En af dem skriver blandt andet til DR Nyheder:

- Vi har mere eller mindre givet op over for det markante hashforbrug blandt de unge og får bare at vide af ledelsen, at det blandt andet er umuligt på grund af retningslinjerne indenfor området. Der sker ingen udvikling med de unge, om end der bliver givet andre signaler til eksempelvis sagsbehandlerne.

Frank Fischer genkender beskrivelserne af situationen på døgninstitutionen.

Prøv at beskriv en typisk dag på Nexus?

- Der var tit problemer med at få unge op af sengen om morgenen, de kom derfor ikke i skole. Det kunne være fordi, de havde røget hash om natten, men det kunne også være fordi, de unge bare ikke gad i skole. Så var vi nødt til at lade dem ligge. Og nogle af de værste ballademagere fik længere line, hvis de bare var besværlige nok, og dermed var der - igen - ingen konsekvens.

Hvad betød det for dagligdagen på Nexus, at der var hash?

- Det betød, at de unge kom meget sent i seng, fordi de gik ind til hinanden, efter vi havde sagt godnat, og så røg de hash hele natten. Nogle gange vågnede vi og gik ind og bad om, at de skulle stoppe med at ryge hash, fordi vi kunne lugte det - det var det eneste, vi kunne gøre og så smide dem i seng igen.

Hvilke konsekvenser havde det, når hashen blev beslaglagt?

Jamen, ingen. Vi kunne konstatere, at der var ingen konsekvenser. Og så kunne vi komme med en løftet pegefinger og ellers sige, at de unge burde kende husets regler om forbuddet mod euforiserende stoffer på døgninstitutionen. Og så blev det som regel skrevet af de faste pædagoger i logbogen, at en ung var påvirket eller var blevet taget med hash. Men ellers ingen konsekvenser.

Strukturen er forkert

I 21 Søndag blev der bragt uddrag fra institutionens logbøger med daglige notater om hverdagen på Nexus. Logbøgerne for de unge er på flere hundrede sider og indeholder adskillige notater om hash.

I en af logbøgerne står der for eksempel:

- Da politiet var forbi Nexus i morges, bliver Xs værelse og personen også undersøgt for eventuelle stoffer. Politiet tager en kasse med 127(!) jointrør, utallige mixer-bakker og "stof-poser", hvor hunden reagerer på andet end hash, fx amf. (red: amfetamin) og coke.

Et andet sted står der:

- Det er tydeligt at den seneste tids hashforbrug sætter sine træthedstegn hos X og han virker næsten konstant ugidelig i dagene omkring indtagelse af hash."

Efterfølgende stod flere eksperter og politikere frem og kritiserede forholdene på døgninstitutionen. En kritik, som Frank Fischer kan følge.

Er kritikken - rejst af eksperter og politikere - af Nexus berettiget?

- Hvis man kigger overordnet på det, så er det et ressourcespild. Og man skulle have grebet opgaven anderledes an. Den gruppe af unge er så dårlige, at man ikke kan være så mange på et sted. Det ville nok være bedre, hvis man kunne være for eksempel 3-4 unge i stedet for 14. Ordet 'opbevaring' i den forstand, er måske ikke helt forkert. Hele strukturen på stedet var forkert, og opgavens omfang var for stor. Generelt vil jeg sige, at der var for lidt konsekvens. For eksempel ser de unge ofte frem til at komme på weekend- eller biografture - der burde man sige, at 'så bliver der ingen biograftur eller weekendtur', hvis en ung ikke overholder en aftale, siger Frank Fischer.

DR Nyheder har forsøgt at få en kommentar fra Nexus' leder Hamid Vazin og Københavns Kommune, som ejer stedet, men det har ikke været muligt. Københavns Kommune ønsker ikke at kommentere den aktuelle sag, men socialborgmester fra Enhedslisten, Mikkel Warming, har tidligere udtalt, at Nexus gør et godt stykke arbejde.

Hvis du har oplysninger i sagen, er du velkommen til at kontakte journalist Michael Bech:

Facebook
Twitter