Tidligere bandemedlem dræbt af skud i Herlev

En ung mand er dræbt af skud lørdag aften. Han blev erklæret død kort efter ankomsten til hospitalet.

Et tidligere bandemedlem blev lørdag aften dræbt af skud i Herlev. (© colourbox.com)

En 21-årig mand, der var tilknyttet banden VHK, Værebros Hårde Kerne, er dræbt af skud, som blev affyret mod en bil i Herlev lørdag aften omkring klokken 19.

Det oplyser vicepolitiinspektør Carsten Jansson fra Københavns Vestegns Politi til DR Nyheder.

Der er fortsat ingen spor af gerningsmanden.

Banderelateret skyderi?

DR's retskorrespondent Claus Buhr oplyser, at den bande, som den dræbte var relateret til, ikke findes længere.

- Banden VHK eksisterer ikke længere, men er opslugt af den nye hollandske gruppe Satudarah, forklarer han.

Satudarah holder til i Gladsaxe, som ligger tæt på aftenens gerningssted. Men hvorvidt skyderiet i Herlev faktisk er banderelateret, kan politiet endnu ikke oplyse:

- Det er alt for tidligt at sige, om skyderiet er banderelateret, siger Carsten Jansson til DR Nyheder.

Kender ikke scenarie

Politiet efterforsker skudepisoden, og kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse mere om skyderiet. Man ved heller ikke, om manden er ramt af skud ude fra eller inde fra bilen.

- Vi undersøger stadig gerningsstedet, siger vicepolitiinspektøren.

Den 21-årige blev bragt til Herlev Hospital af to personer, som også befandt sig i bilen. De bliver, ifølge Ritzau, begge afhørt af politiet lørdag aften.

Blodspor ved gerningssted

Københavns Vestegns Politi oplyste tidligere på aftenen til DR Nyheder, at man havde fundet blodspor på gerningsstedet, og derfor formodede, at en person var blevet ramt.

Oplysningerne om den dræbte blev altså tilbageholdt af politiet, der allerede var bekendt med drabet.

- Vi havde brug for tid til at underrette de pårørende, forklarer Carsten Jansson.

Facebook
Twitter