Tidligere DSB-chef bekræfter samarbejde med PR-bureau

Tidligere DSB-chef Søren Eriksen afviser i mail om samarbejde med Waterfront kendskab til sag om journalist.

(Foto: Casper Christoffersen)

DSB's tidligere topchef Søren Eriksen bekræfter nu et kontroversielt samarbejde mellem DSB og pr-bureauet Waterfront, som siden afsløringer i 21 Søndag på DR har fået politikere og eksperter til at lange hårdt ud efter det statsejede togselskab.

Men han afviser kendskab til, at samarbejdet indebar at holde en kritisk journalist beskæftiget med andre opgaver end at skrive om netop DSB.

- Jeg kan bekræfte, at der i min tid som direktør hos DSB eksisterede et samarbejde mellem DSB og Waterfront, og at dette samarbejde efter det oplyste er fortsat herefter, skriver Søren Eriksen i en mail til Ritzau.

- Men jeg har på intet tidspunkt haft kendskab til, at der skulle have været indgået aftaler med Waterfront om, at de på DSB's vegne skulle ansætte Lars Abild med det formål at begrænse hans dækning af DSB, fortsætter han.

Til rådighed for undersøgelse

Søren Eriksen måtte efter en række skandaler trækker sig som administrerende direktør i marts 2011.

- Da jeg som bekendt i dag ikke længere har tilknytning til DSB, har jeg ikke yderligere kommentarer, men stiller mig naturligvis til rådighed for den undersøgelse, som efter det oplyste er iværksat, såfremt jeg kan være behjælpelig i den forbindelse, skriver han.

/ritzau/

FacebookTwitter