Kvinder skal beskyttes mod overgreb og skal være i bedst mulig sikkerhed, når de afsoner en fængselsstraf.
Og det sikres bedst ved at etablere et rent kvindefængsel, lyder det fra regeringen, som vil omdanne Jyderup Fængsel til et sådan et af slagsen.
Men den idé vækker langt fra begejstring hos Kate Maria Vinther, som er tidligere indsat og var den første kvinde, der tog en uddannelse under sin afsoning.
- Mænd og kvinder under samme tag er også sådan, man lever ude i samfundet. Så rent demokratisk vil det være en katastrofe. Der er også en adfærd blandt mænd og kvinder, som bliver bedre, når de lever sammen, siger Kate Maria Vinther, der i dag er direktør for organisationen 'Det Lærende Fængsel', der ønsker en ny type fængsler.
Rapport dokumenterer overgreb mod kvinder
Regeringens udmelding om rene kvindefængsler kommer på baggrund af en rapport fra Kriminalforsorgen i 2015, der viser, at flere kvinder oplever seksuelle overgreb og chikane, når de afsoner sammen med mænd. Blandt andet havde ni procent svaret, at de var blevet udsat for et seksuelt overgreb under deres afsoning.
Undersøgelsen danner ifølge justitsminister Søren Pape Poulsen et klart grundlag for, at vi bliver nødt til at etablere rene kvindefængsler, lige som man har gjort i blandt andet Sverige og Norge.
Kate Maria Vinther er dog ikke ligeså overbevist.
- Tallene virker urealistisk høje. Jeg kan ikke genkende tallene. Hvis man skal sætter det meget groft op, så er der to grupper af kvinder. Der er en lille gruppe, som kan skabe værdi for sig selv og andre. Så er der den anden gruppe af kvinder - som man nok har lavet researchen på - der er dårligt kørende med meget store sociale udfordringer for eksempel som misbrugere, siger hun og fortsætter:
- Hvis man beslutter at lave et kvindefængsel, så vil den lille gruppe af kvinder, der kan skabe værdi for sig selv og andre, gå tabt i systemet. Det er en meget dårlig idé.
At man laver et rent kvindefængsel for at dæmme op for overgreb er vel en god ting?
- For den store gruppe af udsatte kvinder er det meget fint. Men det er slet ikke fint for den gruppe af velfungerende kvinder, som er interesseret i at socialisere sig og forbedre sig fagligt.
Men hvordan kunne man løse den konflikt. Skulle man oprette et kvindefængsel for nogle indsatte, hvor andre så kunne afsone i fængsler, hvor der også er mænd?
- Jeg tænker, at man kunne lave en afdeling på et fængsel, hvor gruppen af udsatte kvinder kunne sidde. I virkeligheden skulle den meget dårligt kørende gruppe slet ikke sidde i fængsel. De skulle have behandling og sidde et sted, hvor der er fagfolk, der kan hjælpe dem, siger Kate Maria Vinther.
Fængselsforbundet bakker op om regeringen
I modsætning til Kate Maria Vinther mener Fængselsforbundet ikke, at regeringens forslag er en dårlig idé.
- Når vi bliver ved med at høre om, at der er kvinder, der bliver forulempet og direkte voldtaget af mandlige fanger, så lever vi jo ikke op til vores opgave om at beskytte dem godt nok, mens de er i fængsel, siger forbundsformand Kim Østerbye.
Ifølge ham er løsningen enten regeringens forslag eller at opdele mænd og kvinder endnu mere, der hvor de allerede afsoner.
- Kvinderne fortæller nødigt om det her, fordi de skal kunne være i fængslet bagefter. Så på den måde tror jeg, at det er svært for os at håndtere, når de ikke selv fortæller os om, at de er blevet forulempet, siger han.
Kate Maria Vinther mener, at vi skal nytænke hele vores måde at organisere fængslerne på. Hun foreslår, at man for eksempel kan inddele fængslerne med hver deres koncepter. I Canada har man nemlig haft en metode, hvor nogle indsatte var et sted, hvor de kunne få behandling, mens andre kunne sidde i en anden afdeling, hvor de kunne arbejde med sig selv og deres personlige udvikling.
Altså, du mener, at man bør have differentierede fængsler, og så er det med køn ikke så vigtigt?
- Ja, lige præcis. Folk lever sammen ude i samfundet, så at opdele i køn er jo nærmest at gå tilbage til middelalderstadiet, siger hun.
Det vides endnu ikke, om regeringen har flertal til sit forslag. DF's retsordfører, Peter Kofod Poulsen, sagde i går til DR Nyheder, at han ikke ser et umiddelbart behov for et kvindefængsel.