Tidligere islamist Morten Storm nedgør profet i retten

Tilhørere blev ophidsede, da den tidligere islamist Morten Storm kaldte, profeten Muhammed for pædofil under et retsmøde.

Sam Mansour, der også er kendt under kaldenavnet 'Boghandleren fra Brønshøj', er tiltalt for at opfordre til terror blandt andet gennem tekst og billeder, der er blevet lagt op på hans facebook-profil. Morten Storm er blandt de truede. (Foto: DR © DR)

Morten Storm kalder profeten Muhammed for pædofil i Retten på Frederiksberg. Det får tilhørerne til at råbe vrede udsagn.

Bølgerne går højt i retten på Frederiksberg, hvor den tidligere islamist Morten Storm vidner mod Sam Mansour, der er tiltalt for at opfordre til terror.

- Profeten Muhammed var pædofil og et narhoved. Han havde sex med en pige på ni år. Han blev gift med hende, da hun var seks og havde fuldbyrdet samleje med hende, da hun var ni år - det kalder jeg for pædofili.

Sådan lød ordene fra Morten Storm, der tidligere bekendte sig til den militante form for islamisme kaldet salafisme. Udsagnet fik i den grad tilhørerrækkerne i kog.

Du behøvede ikke at sige det

En tildækket kvinde, hvor kun øjnene var synlige råbte højt 'Svin'.Og en mand i militærjakke, langt skæg og skulderlangt mørkt hår råbte:

- Du behøver ikke sige det der.

Anklagemyndigheden har indkaldt Morten Storm som vidne, da han er blandt de personer, som ifølge anklagemyndigheden er blevet truet på livet af Sam Mansour.

Det skal være sket gennem opfordringer til at dræbe Morten Storm, der er lagt op på Sam Mansours facebook-profil.

Mansour er 54-år gammel og har taget navneforandring fra Said til Sam Mansour. Han blev idømt tre år og seks måneders fængsel i 2007 for at have opildnet til terror. Han tilhører det salafistiske miljø i Danmark, og bliver beskrevet som en slags åndelig leder for de unge, der praktiserer salafisme herhjemme.

Tilhængere af den militante salafisme er typisk også tilhængere af dannelsen af en islamisk stat og indførelsen af sharia.

Sam Mansour er tiltalt for at opfordre til terror mod flere danskere heriblandt Morten Storm, Kurt Westergaard og den kontroversielle imam Abdul Wahid Pedersen. Ifølge anklagemyndigheden har Mansour været ansvarlig for redigering og udgivelse af flere bøger, der opfordrer til hellig krig, der er skrrevet af Abu Qatada, der er kendt for at have forbindelse til al-Qaeda.

Der forventes at falde dom i sagen den 4. december.