Den tidligere kommunaldirektør i Sorø Kommune Søren Søndergaard Kjær er blevet tiltalt for bedrageri af anklagemyndigheden hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Det viser anklageskriftet, som DR har fået aktindsigt i.
- Min klient nægter sig skyldig, og vi ser frem til en snarlig afgørelse på sagen, skriver Anders Németh fra A K Németh Advokatselskab, der er advokat for den forhenværende kommunaldirektør, i et skriftligt svar til DR.
Anklagemyndigheden kræver fængselsstraf og erstatning for private udgifter for 6.751 kroner, der vedrører private koncertbilletter og en privat middag, der blev indkøbt på kommunens betalingskort.
Sorø Kommune valgte i sommeren 2021 at politianmelde den tidligere direktør.
Det besluttede byrådet, efter at DR Nyheder havde afsløret, at kommunaldirektøren både tog til koncert, betalte billetter for fem andre gæster og inviterede gæsterne på restaurant under et USA-besøg på kommunens regning.
Tiltalen lyder på, at kommunaldirektøren skulle have skaffet "sig eller andre uberettiget vinding" og for "svigagtigt" at have fremkaldt "vildfarelse" hos personalet i Sorø Kommune i forbindelse med rejseafregningen, lyder det blandt andet i anklageskriftet.
Anklageren går efter fængselsstraf
Hos anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi mener senioranklager Mariam Khalil, at der er grundlag for fængselsstraf.
- Vi taler om et bedrageri, der er begået på en arbejdsplads, og ud fra beløbsstørrelsen er det anklagemyndighedens opfattelse, at vi ikke når rammen om bødestraf, men derimod rammen om fængselsstraf, siger Mariam Khalil til DR.
Men der er jo tale om få tusinde kroner, så virker et krav om fængsling ikke lidt voldsomt?
- Ikke ud fra min opfattelse, fordi det netop drejer sig om tyveri fra arbejdsplads, og så er der også tale om en offentligt ansat person, som skulle have bedraget sin arbejdsplads, mener Mariam Khalil.
Tilfredshed i kommunen
I Sorø Kommune er der ingen kommentarer til sagen, før sagen har nået sin afslutning i retten.
- Vi er tilfredse med, at politi og anklagemyndighed nu har vurderet sagen, oplyser Henning Daugaard, der er ny kommunaldirektør i Sorø Kommune.
DR har forgæves forsøgt at få en kommentar direkte fra den tidligere kommunaldirektør, der ifølge sin advokat nægter sig skyldig.
I sommer forklarede den forhenværende kommunaldirektør, at han havde været glad for sin tid i Sorø Kommune.
- Jeg har med beklagelse opsagt min stilling i Sorø Kommune den 9. august 2021. På trods af syv års godt samarbejde har Sorø Kommune oplyst ikke at ønske yderligere dialog. Jeg har været glad for mine syv år i Sorø Kommune, men kan selvsagt ikke fortsætte som kommunaldirektør under sådanne vilkår, lød det fra den tidligere kommunaldirektør i et skriftligt svar til DR via sin fagforening, Jordbrugsakademikerne.
Sagen afventer nu afgørelse ved byretten i Næstved. Der er endnu ikke sat en dato for retssagen.