Tidligere konfirmander: Vi røg, drak og sov med præsten

En præst, der er sigtet for overgreb på børn, forvandlede præstegården i Tømmerup til en uofficiel ungdomsklub, fortæller tidligere konfirmander.

En sognepræst sidder lige nu varetægtsfængslet, sigtet for at have forgrebet sig på børn, der kom i hans præstegård i Tømmerup ved Kalundborg. Ifølge sigtelserne er der tale om fire drenge og en pige.

Han har erkendt flere samlejer med en 13-årig pige over en længere periode men nægter at have forgrebet sig på drengene.

- For os var han en slags gud

P1 Dokumentar har interviewet flere unge mænd, der begyndte at komme i præstegården i forbindelse med konfirmationsforberedelse, kort efter at præsten blev ansat ved Tømmerup kirke 2004.

De fortæller om en meget populær præst, der havde et særligt godt tag i de unge.

- Han så os børn som voksne mennesker, han krævede ikke noget af os og behandlede os som mere, end vi var på det tidspunkt, fortæller Martin, der i dag er 22 år gammel.

- For os var han en slags gud. Den almægtige præst. Hans prædikener var fænomenale og ramte bare altid plet. Hans måde at tale på var så forblændende. Han havde en utrolig evne til at fange os alle sammen.

Blev nære venner

Martin fortæller, at han begyndte at komme hos præsten, da han var 11 år gammel.

Han udviklede hurtigt et nært venskab med præsten, der på det tidspunkt var i 30’erne.

Præsten var, og er, ikke gift, og brugte meget af sin tid med de unge drenge, der ofte hang ud i præstegården efter skoletid og i weekenderne.

- Man kunne altid komme op og få en kop kaffe og blive der en halv time eller en uge. Hans dør stod altid åben. Vi spillede computer og playstation, så film og serier. Han havde altid de nyeste serier og spil. Alt, hvad der interesserede unge drenge i 12-13-14 års- alderen.

Så video og faldt i søvn i præstens seng

Præstegården fungerede i den periode - ifølge P1 Dokumentars kilder - som en slags uofficiel ungdomsklub, hvor der blev spillet computerspil, røget vandpibe og drukket alkohol.

En del drenge overnattede også i præstegården i weekenderne, nogle sov endda i præstens seng, fortæller Martin.

- Hvis jeg kom fredag, blev jeg gerne og sov til søndag. Det foregik som med alle andre venner, at man blev træt, og så gik vi i seng og satte en film på i soveværelset, og så faldt vi bare i søvn der ved siden af hinanden. Og sådan var det altid. Var man alene med præsten, sov man gerne i seng med præsten. Det var jeg ikke den eneste, der gjorde, fortæller han.

Gajol shots og Cuba caramel

Da Martin begyndte at gå til fester, var hans ven præsten hurtig til at introducere ham for hans første møde med alkohol.

- Han hælder shots på mig. En fire-fem gajol shots. Og så kører han mig til fest. Det ender med, at jeg bliver så fuld, at jeg kaster op, og mine venner ringer efter ham, og han henter mig. Det var helt sort for mig. Jeg husker, at jeg kaster op, og så at jeg vågner i præstens seng kun iført underbukser. Der var jeg 12 - 13 år, fortæller Martin.

Også Frederik, der i dag er 22 år gammel, kom meget i præstegården.

- Første gang, jeg var fuld, var oppe hos ham. Det var til en Counter-Strike aften, tror jeg. Der stod en masse sjatter, inde hvor computerne stod. Cuba flasker. Cuba karamel, og så drak vi bare og blev pisse stive. Jeg drikker stadig ikke Cuba karamel den dag i dag på grund af det.

Var på ferie med præsten som 13-årig

Frederik blev så gode venner med præsten, at han med forældrenes velsignelse tog alene på ferie med præsten i 2007. Dengang var han 13 år gammel.

- Det starter med, at vi køber to flasker sprut i lufthavnen - eller han gjorde, jeg var jo ikke gammel nok til at købe alkohol på det tidspunkt. Vi hyggede os, var ude og dykke og gik på vandpibecaféer. Eller sad på værelset og drak.

Drak I jer fulde?

- Jeg gjorde, én gang. Jeg har tænkt over den dér. Hvor fuld jeg var. Meget. Om der var sket noget, siger han.

Frederik fortæller til P1 Dokumentar, at han aldrig har været udsat for nogle tilnærmelser fra præstens side, men at de sov i seng sammen på ferien.

Lærer undrede sig

P1 Dokumentar har talt med mange kilder, der kendte præsten fra Tømmerup. Langt de fleste fortæller, at han var en fantastisk præst og meget vellidt i lokalmiljøet.

Men der var også folk, der undrede sig over, at præstegården pludselig blev et meget populært sted at hænge ud.

En nu pensioneret skolelærer fra Tømmerup Skole fortæller, at hun syntes, det var mærkeligt, at drengene sov deroppe. Specielt i hverdagene.

- Jeg husker især en episode, hvor en dreng blev kørt i skole af præsten, og at han kom for sent, fordi de sov over sig. Det, syntes jeg, var meget mærkeligt. Jeg ville jo mene, at de skulle sove hjemme hos deres forældre, fortæller Else Munk.

Havde intet konkret

Hun gik til sin skoleinspektør, og ifølge hende gik de sammen op til præsten.

Hun havde en fornemmelse af, at der var noget helt galt i præstens omgang med de unge drenge.

Men ifølge Else Munk fik præsten overbevist dem om, at det intet havde på sig, og da hun ikke havde noget konkret at komme med, gik hun ikke videre med sin mistanke.

Præsten har fået forelagt påstande og beskyldninger, men ikke ønsket at kommentere på noget, fordi han er underlagt besøgs- og brevkontrol under sin varetægtsfængsling, og dermed føler sig underlagt censur, hvorfor han har besluttet intet at kommentere.

Martin og Frederik har ikke ønsket at optræde med efternavn, men vi kender deres fulde identitet.