Tidligere kriminel forsøger at mægle i bandekonflikt

Der har været holdt indledende møder mellem banderne i den verserende konflikt i København. Bandemedlemmer selv afviser forsoning.

Farid Chahade er tidligere kriminel og har flere voldsomme. Nu fungerer han som mægler i bandekonflikten i København. (© PRIVATFOTO)

Først mødes han på hemmelige steder med den ene part i den verserende bandekonflikt i København. Derefter mødes han på lige så hemmelige steder med den anden part i konflikten.

Går det som Farid Chahade håber, skal disse møder munde ud i en aftale og sætte en stopper for bandekonflikten i København, der siden midten af juni måned i år har ført til 28 skudepisoder, og hvor flere uskyldige er blevet ramt.

- Vi har talt med flere personer, der er involveret på begge sider og har holdt møder både i Mjølnerparken og på Blågårdsplads, siger Farid Chahade.

Han er selv tidligere kriminel og har flere voldsdomme bag sig. Han kender flere af de unge, der er en del af bandekonflikten, fordi han har trænet unge på Nørrebro, både omkring Mjølnerparken og Blågårdsplads, i kickboxing.

Målet er at skabe en dialog, så de to hovedparter i den verserende konflikt i København kan blive enige om, hvad der skal til for at lægge våbnene fra sig. Konflikten handler særligt om geografiske områder på ydre Nørrebro.

- Mange af dem ønsker efterhånden selv, at det her stopper. Jeg kender deres tanker og ved, hvordan man skal snakke til dem, fortæller Farid Chahade.

Hvorfor tror du, at du kan mægle i konflikten?

- De har det ikke godt med den her konflikt længere, beboerne i områderne har det ikke godt og forretningerne har det ikke godt, siger han.

Det er et opgør mellem banden Loyal To Familia, der udspringer fra Blågårdsplads på Indre Nørrebro, og Brothas fra Mjølnerparken på Ydre Nørrebro, der er hovedårsag til det store antal skyderier i København.

Og ifølge DR’s oplysninger er ”stillingen” mellem banderne lige nu uafgjort. Lige mange på begge sider er blevet ramt.

Ingen nem løsning

Der har ifølge politiet ikke været løsnet skud i mere end 10 dage, og det har givet beboerne på Nørrebro håb om, at konflikten snart slutter.

- Jeg vil tro, at tiden er moden til at gå til forhandlingsbordet, for konflikten har varet længe og har haft omkostninger på begge sider. Der er blevet skudt og "byttet" frem og tilbage, lød det fra formand for lokaludvalget på Nørrebro Mogens Petersen for to dage siden.

Men spørger man i de to bandegrupperinger, der slås, så er der ingen tegn på forsoning. Her lyder det, at der ingen forhandlinger er i gang om at lade hinanden være i fred.

Og mæglingen er skrøbelig. For alle skal være enige - også de ledende figurer internt i de to bander.

Farid Chahade lover ingenting og han udsteder ingen garantier. Men han er optimistisk, når han taler om at se en ende på konflikten for nu:

- De fleste vil gerne fred. Jeg håber, at dialogen kan føre til noget inden for de næste par uger.

Stort møde med imamer og præst

Bestræbelserne på at skabe dialog er ikke kommet fra den ene dag til den anden.

Både de pårørende til bandemedlemmer, myndigheder og det muslimske miljø har længe forsøgt at få banderne til at slutte fred.

Tidligere på sommeren var flere end 10 imamer, en præst og forældre fra Nørrebro samlet i moskeen på Rovsinggade i det københavnske nordvestkvarter.

- Formålet var at se, om man kunne finde frem til en fælles måde at håndtere situationen på, siger Jens Larsen, der er sognepræst i Kingoskirken, tæt på MjølnerparkenNørrebro.

Dengang var tiden til en samlet løsning ikke moden, men flere kilder fortæller, at man arbejder på en løsning med parter fra begge sider.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter