Tidligere misbruger: Man straffer jo heller ikke dem, der skærer i sig selv

Et flertal i Norges storting vil afkriminalisere narkomisbrug, og tidligere misbruger kalder forslaget 'fantastisk'.

Anja Plesner Bloch foran mindestedet for afdøde stofmisbrugere på Hamtorvet i København.

- Det er en fantastisk idé og det eneste rigtige at gøre.

Sådan siger tidligere stofmisbruger Anja Plesner Bloch til, at et flertal i Norges storting vil afkriminalisere stofmisbrugere. Misbrugeren skal i fremtiden ikke straffes med bøde eller fængsel men behandles i sundhedssystemet.

I det danske folketing er meningerne delte. Det er ulovligt både at besidde og tage stoffer, men Enhedslisten er tilhænger af Norges idé. Dansk Folkeparti vil gerne se nærmere på det norske forslag, men i Venstre har man ikke umiddelbart planer om at afkriminalisere stofmisbrug.

Anja Plesner Bloch begyndte at tage stoffer, da hun var 13 år. Derefter fulgte mange år med misbrug af især heroin, 23 døgnbehandlinger og mange pauser fra narko. I dag er hun 47 år, tager metadon og er formand og medstifter af Brugernes Akademi, som er en brugerorganisation, der arbejder for bedre forhold for stofmisbrugere. Hun er også medlem af Rådet for Socialt Udsatte.

Man straffer heller ikke en sukkersygepatient, der går ind i Lagkagehuset

Anja Plesner Bloch, tidligere misbruger

Når stofbrugere er kriminaliserede, er de jaget vildt. De skammer sig og føler sig skubbet ud af samfundet. Det eneste rigtige signal at sende er, at afkriminalisere den patientgruppe – for de er den eneste patientgruppe, der bliver sat i fængsel, siger hun og forklarer:

- Hovedparten af alle stofbrugere har psykiatriske diagnoser eller har haft traumatiske oplevelser, der gør, at de ikke kan fungere uden medicin af en eller anden slags.

- Som stofbruger oplever man et system, som ikke kan rumme en. Man bliver ikke behandlet ordentligt, når man kommer på hospitalet. Man bliver stoppet på gaden af politiet, der visiterer en og tømmer lommer, fordi de kender en på forhånd. Så det at være kriminaliseret betyder, at resten af verden kan behandle en derefter.

De afhængige tager stoffer dagligt for at få det bedre eller mindre dårligt

Henrik Rindom, misbrugsekspert

Men narko er farligt – er det ikke ok, at det er ulovligt?

- Man bør ikke straffe folk for selvskade. Man straffer heller ikke en sukkersygepatient, der går ind i Lagkagehuset. Man straffer heller ikke folk, der skærer i sig selv, siger Anja Plesner Bloch.

- At det er kriminelt at bruge stoffer, har aldrig afholdt mig fra at gå i Istedgade for at købe dem.

Bøder og fængsel

Henrik Rindom, der er misbrugsekspert i Novavi, som rådgiver og behandler især unge misbrugere, er fuldstændig enig med Anja Plesner Bloch i, at misbrugere bliver fastholdt i deres misbrug, når de bliver straffet med bøder og fængsel for tage stoffer.

- Den eneste måde at løse problemerne på er at tilbyde behandling i stedet for at bruge politiressourcer, som bare fører til ingenting. Bøder og fængsel har ingen virkning. De afhængige tager stoffer dagligt for at få det bedre eller mindre dårligt, siger han.

- Der er så mange ressourcer hos denne gruppe af unge misbrugere, som går tabt, fordi man bliver ved med at kriminalisere dem i stedet for at hjælpe dem med at komme ud af deres misbrug. Og frem for alt hjælpe dem med de traumer, der ligger til grund for, at de får det bedre, når de tager stoffer, siger han.

Det norske parlament stemmer om den nye rusreform på tirsdag.