Tidligere rockerpræsident: Mord på Nedim Yasar var unødvendigt og uovervejet

Ven til dræbt forfatter og radiovært ønsker svar på de svære spørgsmål.

Den tidligere rockerpræsident Martin Christian Celosse-Andersen var til stede under bogreceptionen, hvor forfatter og radiovært Nedim Yasar efterfølgende blev skudt og dræbt.

Det ene øjeblik fejrer Nedim Yasar udgivelsen af sin nye bog om vejen ud af bandemiljøet til en reception.

Det næste bliver den tidligere bandeleder skudt af en ukendt gerningsmand på Hejrevej i Københavns Nordvestkvarter.

Kort forinden havde han blandt andre sagt farvel til sin ven, den tidligere rockerpræsident Martin Christian Celosse-Andersen, som han mødte i forbindelse med et exitprogram, hvor de begge tog afsked med deres kriminelle løbebane.

- Det sidste, der må ske, når en mand bliver likvideret på åben gade på den måde, er, at det er forgæves, mener Martin Christian Celosse-Andersen, der selv trak sig ud af rockermiljøet efter 12 år på den forkerte siden af loven.

- Derfor må vi stille de kedelige spørgsmål – hvad kan vi lære af det, og hvordan undgår vi, at det sker igen, spørger han.

Samfundet må svare igen

Martin Christian Celosse-Andersen var selv med i Bandidos, som Nedim Yasars bande støttede. I dag vil han ikke selv spekulere over hvilke grupperinger, som står bag mordet. Men han ser ’det tydelige budskab’ som en fejltagelse:

- Det var unødvendigt, og selv om det var åbenlyst planlagt, var det et meget uovervejet strategisk træk. Det var ikke særligt velgennemtænkt at træffe den beslutning, for eftertiden vil vise, at det, at dræbe en mand på den måde i den sammenhæng, er svært kontraproduktivt, mener han.

- Hvad var budskabet, og hvordan vælger man som samfund at svare på det, spørger Martin Christian Celosse-Andersen retorisk.

Til bogudgivelsen havde den tidligere rockerpræsident rost Nedim Yasar for sit arbejde med at forlade miljøet og fortælle offentligt om sine oplevelser.

- Der er ikke særlig mange i Danmark, som laver den type oplysningsarbejde. Derfor er vi som samfund nødt til at passe på dem, der gør det. For vi løber hurtigt tør for dem. Efter det, der skete i går, har vi en stemme mindre. Og vi kan risikere at miste flere, mener han.

Hvem har svigtet?

Martin Christian Celosse-Andersen ønsker ikke at pege fingre, men undrer sig over den manglende beskyttelse af en offentlig taler, der følte sig truet på livet.

- Hvis vi ved, at han for otte-ti måneder siden blev forsøgt likvideret på sin bopæl, og nu skal lave en bogudgivelse og har annonceret det på et offentligt medie, Facebook, kunne man så have antaget, at man skulle have gjort et eller andet sikkerhedsmæssigt?

Selv tumler han også med spørgsmålene om, hvad han selv kunne have gjort for at undgå, at Nedim Yasar stod alene på gaden med sin drabsmand:

- Skulle jeg være blevet længere tid, skulle jeg have spurgt, hvordan han var kommet derover, skulle jeg have tilbudt at køre ham hjem? Jeg håber, at alle kigger indad sådan, slutter han.

Martin Christian Celosse-Andersen er blandt andet blevet dømt for grov vold, trusler på livet med en pistol og grov afpresning.

I dag står han bag konsulentvirksomheden Økohuset, hvor han hjælper udsatte unge og holder foredrag om at forlade bandemiljøet samt platformen EnProcentErNok, som blandt andet tilbyder kriminalpræventivt arbejde, workshops, krisepsykologi og foredrag. Desuden sidder han i bestyrelsen for Radikale Venstre i Roskilde.

FacebookTwitter