Tidligere topmodel frifindes for skattesvig

Tidligere topmodel og hendes mand frifindes for skattesvig. I byretten lød dommen på fængsel i et år og ni måneder.

En tidligere topmodel og hendes mand er i Østre Landsret frifundet for skattesvig.

Dommen i byretten lød på fængsel i et år og ni måneder for skattesvindel for 6,5 millioner kroner, og den dom ankede parret straks.

Skat opdagede i 2007, at den tidligere model havde brugt 4,3 millioner kroner på sine kreditkort i Danmark fra 2001 til 2004, i samme tidsrum hvor hun påstod at hun boede og arbejde som model i New York.

Var i en vildfarelse

Myndighederne opererer med en regel om, at man skal betale skat, hvis man har opholdt sig mere end 180 dage i Danmark, men ifølge landsretten er der ikke ført bevis for, at den tidligere model boede i landet i mere end 180 dage.

Under sagen har den tidligere model sagt, at hun ikke modtog nogle årsopgørelser. Anklageren har ikke ført bevis for, at hun faktisk modtog papirerne, argumenterer dommerne.

På et andet punkt konstaterer dommerne, at modellen var i en "vildfarelse" om reglerne - og dette indgår som begrundelse for frifindelsen.

- Vi må tage afgørelsen til efterretning, konstaterer senioranklager Rikke Hald.

FacebookTwitter