Tidligere V-minister om nye dagpengekrav: Det er fuldstændig vanvittigt

Regeringens opholdskrav er endnu et bevis på, at Dansk Folkeparti ‘tæsker’ det liberale ud af Venstre, mener Britta Schall Holberg.

Tidligere Venstre-minister Britta Schall Holberg mener regeringens opholdskrav for dagpenge er 'fuldstændig vanvittigt'. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

De seneste fem dage har a-kasser og en lang række forbundsformænd demonstreret mod regeringens lovforslag om opholdskrav for dagpenge foran Christiansborg.

En tidligere Venstre-minister føjer sig nu til rækken af lovforslagets kritikere, der tæller både Dansk Industri samt flere af de største, danske børsnoterede virksomheder.

Bliver lovforslaget vedtaget, vil tusindvis af danske statsborgere, der arbejder eller tidligere har opholdt sig mere end 12 måneder i udlandet, miste retten til dagpenge.

- Det er fuldstændig vanvittigt. Ikke nok med, at vi vil afholde folk fra at komme ind i landet. Vi vil også lukke folk inde. Hvis danskere ikke må tage ud og lade sig inspirere, så ved jeg simpelthen ikke hvad der er op og ned længere, siger Britta Schall Holberg, der forlod Folketinget i 2011 og tidligere bestred flere ministerposter i Poul Schlüter-regeringen.

Knap 40 procent ramte er danske

Sammen med regeringen vil Dansk Folkeparti indføre et såkaldt opholdskrav for ret til dagpenge. For at kunne modtage arbejdsløsheds-, syge- eller barselsdagpenge, skal man i syv ud af de seneste otte år have opholdt sig i Danmark eller et andet EU eller EØS-land. Uanset om man i hele perioden har betalt til en dansk a-kasse.

Ifølge lovforslaget er ansatte og ægtefæller til ansatte i danske selskaber dog undtaget. Men det vil fortsat ramme ansatte i for eksempel amerikanske koncerner eller ansatte i globale selskaber uden for Europa.

En beregning fra Beskæftigelsesministeriet viser, at godt 40 procent af dem der mister dagpengeretten er danske statsborgere.

Saboterer almindelig dannelse

Dansk Industri, børsnoterede FLSmidth & Co A/S og flere andre advarer mod, at lovforslaget afholder danskere fra at dygtiggøre sig uden for landets grænser.

Britta Schall Holberg er enig.

- Det har altid været betragtet som almindelig dannelse at rejse ud i verden. Jeg kan ikke begribe det lovforslag. Ud over, at Dansk Folkeparti tæsker og klemmer alt det liberale og livet ud af Venstre og regeringen, konstaterer hun.

Forslag vedtages kort før jul

Den forhenværende Venstre-minister hæfter sig ved, at lovforslaget vil plante tvivl hos mange familier, der får mulighed for at rejse ud i verden.

Men er det ikke rigtigt, når blandt andre Laura Lindahl fra Liberal Alliance argumenterer, at man blot skal sørge for at få et arbejde, før man vender hjem fra ophold i udlandet?

- Det er jo ikke sikkert, at man kommer hjem, fordi der ligger et job og venter. Man kunne forestille sig, at man havde brug for dagpenge i en kortere periode. Der kan være så mange grunde. At ens børn skal hjem eller noget andet. Jeg kan slet ikke have sådan nogle regler. Det er vigtigt for både dig og mig, at vi ikke bare sidder hjemme og glor, siger Britta Schall Holberg.

Lovforslaget skal ifølge planen endeligt vedtages i Folketinget den 20. december. Socialdemokratiet har tidligere sagt, at man vil rulle lovforslaget tilbage efter et eventuelt regeringsskifte.

DR Nyheder arbejder på en kommentar til kritikken fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

Facebook
Twitter