TIDSLINJE Se hvor meget folkeskolen har rykket sig siden 1950

Fra spanskrør og husgerning til iPad-undervisning og individuelle læringsplaner. Se folkeskolens udvikling gennem mere end 60 år.

Det er ikke mange år siden, at kun drengene havde sløjd og pigerne husgerning. Og det er ikke mange år siden, at det at få et lag tæsk med spanskrøret var en naturlig del af skoledagen.

I anledning af, at DR1-programmet 'Mig og klassen' sætter fokus på kendte danskere og deres folkeskoletid, er vi dykket i arkiverne og har fundet en række klip fra folkeskolen gennem de sidste 60 år.

Rul nedover tidslinjen herunder og se, hvordan folkeskolen har forandret sig drastisk fra 1950’erne og frem til i dag.

Det at gå i folkeskolen ændrede sig markant i løbet af 1950’erne. Fra at en stor del af eleverne gik i små landsbyskoler, hvor der ofte kun var ét klasseværelse og én skolelærer, tog nybyggede centralskoler over.

I byerne bugnede industrien, og der var rigeligt med jobs til alle - også til kvinderne. Mange familier flyttede derfor fra landet og til de større byer for at arbejde. Det betød, at der var behov for flere boliger og større skoler i byerne.

- I takt med at arbejderfamilierne fik bedre vilkår efter forrige århundredeskifte, blev det også mere almindeligt, at pigerne kunne fortsætte i skole efter 7. klasse i stedet for at komme ud og tjene, siger professor mso i skolehistorie, Ning de Coninck-Smith.

Små skoler bliver til store

De små landsbyskoler blev i 1950’erne så småt nedlagt, og der blev i stedet bygget store centralskoler i byerne.

- De større skoler betød, at eleverne kom i klasse med børn på deres egen alder - noget de ikke var vant til på de små landsbyskoler, hvor der ofte kun var ét klasseværelse og én lærer, der underviste forskellige klassetrin samtidig. De begynder altså at have undervisning og udvikle sig sammen med jævnaldrende klassekammerater, forklarer Ning de Coninck-Smith.

Centralskolerne blev desuden indrettet med faglokaler, så eleverne kunne få sløjd, fysik og husgerning. Gymnastiksale med bad blev også en realitet.

Pigerne indtager folkeskolen

I løbet 1950’erne strømmede kvinderne ud på arbejdsmarkedet. Det betød, at den traditionelle familiestruktur, hvor far arbejdede og mor blev hjemme og holdt hus og passede børn var i opbrud.

- Det blev mere almindeligt, at pigerne kunne fortsætte i skole efter 7. klasse i stedet for at komme ud og tjene. Pigerne kom i 1950’erne i flertal i mellemskolen og i realen, og det var en kønsfordeling, der ikke var set før, siger Ning de Coninck-Smith.

Hvor 1950’erne betød fine nye skoler, kom 1960’erne med fine nye idéer. Børneopdragelse, seksualitet og familieliv blev sat til heftig debat. Og det kunne også mærkes i folkeskolen.

- Tresserne var et årti, hvor man eksperimenterede - især i folkeskolen. Lærerne hentede populærmusik og -film ind i klasseværelserne og prøvede at undervise på nye måder. Og det at slå børnene, når de ikke lyttede efter eller kunne deres lektier, blev forbudt. Nu forsøgte man i stedet at motivere, fortæller Ning de Coninck-Smith.

Bye, bye spanskrør

- Ingen spanskrør, ingen lussinger og ingen hiven i nakkehår. Med ‘Cirkulære om ro og orden § 8’ fra 1967 blev det forbudt at slå eleverne i hele landet. Hermed brød politikerne med en århundredelang og bredt accepteret opdragelsestradition, siger Ning de Coninck-Smith.

Allerede i 1951 forbød skolerne i København korporlig afstraffelse. Uden for hovedstaden herskede der dog en helt anden holdning, men med cirkulæret i 1967 ændrede det sig.

Populærkultur i klasseværelset

Sang blev til musik, tegning til formning og gymnastik til legemsøvelser. I stedet for blot at synge salmer og fædrelandssange, kom der i folkeskolen fokus på rytmisk musik, og gymnastikfaget omfattede nu også svømning, boldspil og atletik.

Desuden blev de audiovisuelle medier langsomt en del af undervisningen, og alt dette skyldtes ‘Den Blå betænkning’, en folkeskolelov, der trådte i kraft i 1960-61.

Med ‘Den Blå betænkning’ fulgte desuden et nyt fag: Orientering. Formålet med faget var at lære eleverne om samfundet omkring dem. Og det lå i fin forlængelse af tidens pædagogiske strømninger, som fokuserede på, at skolen skulle gøre eleverne klar til at gå ud i samfunds- og erhvervslivet - som harmoniske mennesker.

Lærerinde-eksplosion

I takt med at landsbyskolerne i 1950’erne blev lukket, og nye store centralskoler blev bygget, steg behovet for lærere også. Antallet af lærere tog et kvantespring fra knap 15.000 i 1945 til over 23.000 lærere i 1960.

Mange af de nye lærere var kvinder. Unge kvinder. Faktisk fordobledes antallet af kvindelige lærere i folkeskolen fra 1945 til 1960. En udvikling, der kun fortsatte, så der i 1983 var flere kvindelige lærere end mænd.

Demokrati blev nøgleordet i 1970’erne. Det var ikke længere nok blot at være et harmonisk og godt menneske som i 1960’erne, nu skulle vi være kritiske samfundsborgere, og det slog også igennem i folkeskolen.

Eleverne fik medbestemmelse. De blev set som aktive, selvstændige individer, og det var i orden at ytre sig om stort og småt over for lærerne. Lærerne blev ikke længere set som meget autoritære og til tider skræmmende voksne, der bestemte alting.

Eleverne får magten

Magten er måske så meget sagt, men eleverne fik mere medbestemmelse. I 1975 vedtog Folketinget en ny folkeskolelov, som blandt andet fokuserede på elevernes demokratiske dannelse.

Elevrådene gjorde deres indtog i skolerne, og mange skoler holdt samlinger, hvor eleverne havde mulighed for at ytre sig over for og gå i dialog med lærerne. Også når det blot handlede om, at eleverne ville have lov til at kaste med sne i skolegården.

Eleverne blev altså set som selvstændige og kritiske individer, og skolen havde fokus på, hvad eleverne tænkte og følte.

Ligestilling mellem kønnene

- Det var også i 70’erne, at fag som husgerning og håndarbejde ikke længere kun var for pigerne, fortæller Ning de Coninck-Smith. Både drenge og piger fik mulighed for selv at bestemme, om de ville have sløjd eller husgerning.

Pigerne gik nu lige så meget i bukser som drengene gjorde - gerne i orange eller karrygule farver. For i 1970’erne blev de stereotype kønsroller sat på prøve, og kvinderne begyndte samtidig at tage magten over egen krop og seksualitet.

Seksualundervisning for alle

Efter mange års tilløb blev seksualundervisning i 1970 et obligatorisk fag i folkeskolen. Det skete dog ikke uden diskussion, og det blev endda til en sag ved menneskerettighedsdomstolen om, hvorvidt børnene kunne blive fritaget fra faget.

- Seksualundervisning havde været på tale i mange år, før det blev gjort obligatorisk, siger Ning de Coninck-Smith. Blandt andet blev der i 1961 nedsat et Seksualoplysningsudvalg, som kunne dokumentere, at kun knap en tredjedel af landets skoler tilbød eleverne seksualundervisning, fortsætter hun. Det var derfor også udvalget, der foreslog, at det skulle være obligatorisk i folkeskolen.

I 1970’erne bar seksualundervisningen præg af en forholdsvis frisindet seksualopfattelse, hvor det ikke var unormalt at se billeder af kønsorganer og nøgne mennesker. Faget var dog teknisk orienteret omkring seksuallivet og kroppen. Undervisning i følelser og seksuelle lyster kom først for alvor i fokus i slutningen af 1980’erne.

Fattigfirsere, kartoffelkur og lavkonjunktur. Firserne var en periode med økonomisk nedgang og ustabilitet. Det forhindrede dog ikke kvinderne i at strømme ud på arbejdsmarkedet.

Fra at kvinder i 1960 udgjorde 26,2% af den danske arbejdsstyrke, var tallet i 1990 steget til 46,2%. Der var derfor ikke nødvendigvis nogen hjemme, når børnene fik fri fra skole, og nye pasningstilbud blev nødvendige.

I 80’erne kom børnene til at opholde sig længere uden for hjemmet i vuggestuer, børnehaveklasser og skolefritidsordninger.

SFO-børn

Fritiden i 80’erne blev sat i system. I 1984 blev de første SFO’er oprettet. Første år med 1223 tilmeldte børn - et tal der i 1994 var vokset eksplosivt til 89.400 børn.

- Man kan sige, at barndommen blev “institutionaliseret” i 80’erne. Flere og flere kvinder forblev på arbejdsmarkedet, efter de var blevet mødre, og det blev derfor nødvendigt med skolefritidsordninger og en udbygning af daginstitutionsområdet, så børnene kunne blive passet, fortæller Ning de Coninck-Smith.

‘Differentiering’ var det helt hotte ord i folkeskolen i 90’erne. Med ‘differentiering’ blev 70’ernes tanker om fællesskab smidt ud - helt ud af skolegården. Fællesskabet trådte i baggrunden. Nu handlede det om den enkelte elev.

Og den enkelte elev var på nogle områder dygtigere end læreren. Især når det handlede om EDB og it. I 90’erne invaderede pc’en og internettet landets folkeskoler og skabte en række helt nye muligheder i undervisningen.

Mig, mig, mig

90’ernes højkonjunktur, forbrugsfest og kropsfiksering trængte også ind på landets folkeskoler. Det handlede ikke længere om fællesskab og demokrati. Nu var fokus på den enkelte elev, og der opstod en såkaldt ‘mig-kultur’.

- Barnets personlighed blev pludselig det vigtigste, og barnets egne kompetencer kom i fokus, siger Ning de Coninck-Smith.

Ordene ‘selvrealisering’ og ‘evaluering’ blev flittigt brugt i 90’erne. Undervisningen blev mere og mere differentieret efter, hvad de enkelte elever hver især kunne og havde brug for, og specialundervisningen bugnede.

Boomet i specialundervisning skete både på grund af den generelle tanke om undervisningsdifferentiering, men også fordi der i 90’erne kom flere tosprogede elever i folkeskolen end tidligere.

Undervisningen går digitalt

Allerede i løbet af 80’erne blev det mere normalt at have PC i hjemmet, og også i folkeskolen blev der eksperimenteret med EDB-undervisning.

I 90’erne tog computerrevolutionen rigtig fart. Skolerne indrettede computerlokaler, og i slutningen af årtiet kom internettet og gav elever og lærere adgang til information fra hele verden.

Internettet og computerens indtog betød, at eleverne måtte undervises i brug af computeren og internet, selvom det nok i nogle tilfælde var eleverne, der underviste læreren.

Op gennem 90’erne viste internationale undersøgelser allerede, at den danske folkeskole begyndte at sakke bagud. Danske skoleelever klarede sig simpelthen ikke godt nok, når de blev sammenlignet med svenskere, nordmænd og finner - og resten af verden.

I 00’erne blev det problem taget meget seriøst. Eleverne skulle være i stand til at konkurrere på et globalt marked, ikke blot i den lille andedam, vi kalder Danmark.

Hvorfor ikke bare tage en test?

Eleverne skulle i 00’erne være flittige og præstationslystne, så de kunne klare sig bedst muligt gennem alverdens læsetests og matematikprøver i tide og utide.

Det var også i 00’erne, at den omdiskuterede PISA-undersøgelse gjorde sit indtog. Formålet med PISA var at undersøge, hvorvidt de 15-årige skoleelever var klar til at møde udfordringerne i dagens informationssamfund - og det var jo ikke så lidt.

Nu var det ikke længere nok bare at snakke. Der skulle måles!

Folkeskolen kom virkelig på den politiske dagsorden i første halvdel af 10’erne. Efter at KLs forhandlinger med lærerne om en ny arbejdstidsaftale brød sammen i foråret 2013, resulterede det i en landsdækkende lockout.

Der gik 25 dage uden lærere på skolerne, så greb den daværende Thorning-regering ind med et lovindgreb. Og bum! Lærerne fik nye arbejdstidsregler, og dermed var vejen banet for en ny folkeskolereform.

Mere motion og længere dage

Længere skoledage, engelsk fra 1. klasse og cirka 45 minutters motion om dagen var alle elementer i folkeskolereformen, der trådte i kraft i august 2014.

Det var reformens hensigt at styrke faglighed og trivsel i skolen og samtidig medvirke til at bryde den sociale arv.

Hensigten var god, men for at reformen var mulig, tvang regeringen en ny arbejdstidslov igennem til stor utilfredshed blandt mange lærere. De mente nemlig ikke, at undervisningen blev bedre af, at de skulle undervise mere og samtidig have mindre tid til forberedelse.

De flere timer på skoleskemaet lagde også op til, at der ind imellem kunne arbejdes i forskellige temaer frem for i specifikke fag, og alternativ undervisning og undervisningsformer kunne tages i brug.

Facebook
Twitter