Til alternativ pride går hvide bagerst: 'Det er bare på sin plads'

Ved Nørrebro Pride ville deltagerne 'tage priden tilbage'. Vi tog med.

Årets tema er pandemi. (Foto: © Ólafur Steinar Rye Gestsson, Scanpix)

"No hate! No bigotry! Fight white supremacy!"

Mens Copenhagen Pride i år bliver fejret digitalt, så stimler flere hundrede mennesker kort efter middagstid sammen med regnbueflag over skuldrene til alternativ pride ved Nørrebro Station.

Med én fælles stemme råber de ordene: "Fuck this racist pandemic. We know that this shit is systemic". Ordene bliver understøttet af taktfaste slag fra trommer.

Vi er til alternativ Pride, Nørrebro Pride.

Den er stablet på benene af frivillige aktivister, og har fokus på LGBT+-personer, der samtidig er farvede. Derfor er en vigtig del af protesterne, at farvede går forrest under demonstrationen.

  • I den københavnske bydel Nørrebro blev der i dag holdt en alternativ pride til Copenhagen Pride. (Foto: © Ólafur Steinar Rye Gestsson, Scanpix)
  • På grund af covid-19 opdeles priden i blokke på 20 personer. (Foto: © Ólafur Steinar Rye Gestsson, Scanpix)
  • Ifølge arrangørerne skal "Black/indigenous people/people of colour" (sorte, oprindelige folk og farvede personer) gå i de forreste blokke - bagerst går de hvide. (Foto: © Olafur Steinar Gestsson, Scanpix)
  • Alle deltagerne opfordres til at bære mundbind. (Foto: © Ólafur Steinar Rye Gestsson, Scanpix)
  • Der bliver sunget under demonstrationen. (Foto: © Ólafur Steinar Rye Gestsson, Scanpix)
  • Mange forskellige mennesker er mødt op til Nørrebro Pride. (Foto: © Ólafur Steinar Rye Gestsson, Scanpix)
  • Både farvede og etniske danske er mødt op for at støtte demonstrationen. (Foto: © Olafur Steinar Gestsson, Scanpix)
1 / 7

Selvom deltagerne har forskellige etniske baggrunde, nogle er mødt op i net-trøjer, andre i silkekjoler og stiletter og andre igen i latex-undertøj, så siger en person til sin sidemakker: "Jeg ligner andre her".

I forsøget på at undgå coronasmitte har Nørrebro Pride valgt at opdele folk i mindre grupper. Men grupperingerne er ikke kun et middel mod corona. Det er også en måde at opdele demonstranterne efter etnicitet.

Ifølge arrangørerne skal "Black/indigenous people/people of colour" (sorte, oprindelige folk og farvede personer) gå i de forreste blokke - bagerst går de hvide.

Og det synes flere af deltagerne sådan set er på sin plads.

Helt i orden opdeling

Negin Roudsari (tv.) og Liv Nielsen (th.) ved Nørrebro Station. Foto: Mathilde Bugge.

Blandt andet Liv Nielsen, som tager del i dagens demonstration.

- Jeg synes, det er fedt, at man giver plads til, at man kan gå med sine venner i en fælles blok. Så det synes jeg bare er på sin plads, siger hun.

Så kan hun nemlig stå sammen med personer, der ligesom hende selv både er mørk i huden og en del af LGBTQ.

- Det betyder meget at være sammen med mine mennesker i dag. Når man selv er i LGBT-miljøet, så betyder det meget at være her, siger Liv Nielsen.

  • Københavns Politi regner med, at omkring 1.000 mennesker deltog ved Nørrebro Pride. (Foto: © Ólafur Steinar Rye Gestsson, Scanpix)
  • Deltagere går på Nørrebrogade i mindre grupper med mundbindet på. (Foto: © Ólafur Steinar Rye Gestsson, Scanpix)
  • Nørrebro Pride har særligt fokus på farvede queers. (Foto: © Ólafur Steinar Rye Gestsson, Scanpix)
  • Københavns Politi melder om, at alt foregik i god ro og orden. (Foto: © Ólafur Steinar Rye Gestsson, Scanpix)
  • Der bliver blandt andet råbt: "Faggots to the streets". (Foto: © Ólafur Steinar Rye Gestsson, Scanpix)
  • Grupperne er inddelt efter, hvilket miljø man primært hører til. (Foto: © Ólafur Steinar Rye Gestsson, Scanpix)
  • Demonstrationen begyndte ved Nørrebro Station og sluttede ved Folkets Park. (Foto: © Ólafur Steinar Rye Gestsson, Scanpix)
  • Farvede personer gik forrest ved dagens pride. (Foto: © Ólafur Steinar Rye Gestsson, Scanpix)
1 / 8

Politiet har ikke et fuldstændigt overblik over, hvor mange der er mødt op til priden, men et forsigtigt bud fra Københavns Politi lyder på, at omkring 1.000 personer er en del af karavanen fra ydre til indre Nørrebro.

Til gengæld har de et overblik over, at corona-restriktionerne bliver overholdt. Mange af demonstranterne har mundbind på og opdelingen af deltagerne sikrer, at der bliver holdt afstand.

16-årig deltager: Jeg skal være en 'god allieret'

Thea Janke Tano under demonstrationen på Nørrebrogade. Foto: Mathilde Bugge.

Thea Janke Tano på 16 år er ikke selv en del af LGBTQ-miljøet, men ser det som sit ansvar at være, hvad hun kalder for "en god allieret". Derfor er hun mødt op for at vise sin sympati med bevægelsen.

- Jeg synes, det er rigtig vigtigt at støtte op om the queer community, fordi de stadig møder meget diskrimination. Så jeg har det sådan, at det er mit ansvar at være med til at kæmpe for dem, selvom jeg ikke selv er en del af det, siger hun.

Ifølge Thea Janke Tano er det vigtigt med denne her alternative pride, fordi den adresserer flere problemer på én gang.

- Nørrebro-priden er jo lidt anderledes, fordi den binder flere problemer sammen. Vi kæmper også for Black Lives Matter, der er utrolig vigtig og aktuel lige nu. Derfor er det rigtig fedt, at man kan vise, at der en kobling mellem problemerne, fordi der er rigtig mange mørke mennesker, som er udsatte. Den er mere inkluderende.

Hun har fuld forståelse for, hvis ikke alle forstår pridens opdeling af mennesker i grupperinger, og at det kan virke lidt voldsomt for nogle. Men hun er selv vild med idéen.

- Jeg synes, det er super, super smukt, fordi det er en anerkendelse af, at nogle oplever de negative konsekvenser af at være en del af miljøet på egen krop, siger hun.

- Jeg kan sagtens se, at det giver mening, at der er en opdeling. Det viser, at der en forskel på at være en person, der er en del af miljøet, fordi du så bliver direkte påvirket af konsekvenserne. Og det gør jeg ikke.

Det er ikke muligt ved dagens arrangement at få et interview med arrangørerne. Der bliver i stedet henvist til løbesedler, der deles ud. Her står blandt andet:

"Nørrebro Pride er lavet for dem af os, der er sorte/oprindelige folk/farvede for at tage priden tilbage - derfor vil vi altid gå forrest."

Artiklen er opdateret med information om, at det ifølge arrangørerne er "black/indigenous people/people of colour" (sorte, oprindelige folk og farvede personer), der skal gå i de forreste blokke, og at hvide skal gå bagerst.