Til kamp mod ensomhed: Find en juleven med Røde Kors

Røde Kors går i dag i luften med et projekt, der skal bekæmpe ensomhed i julen

Når vi tænder julelyset på træet juleaften, tænker de færreste måske over, at flere tusind danskere ikke har nogen at dele julen med. (Foto: Agnete Schlichtkrull)

Ofte siger de det ikke højt. For de synes, at det er flovt, når alle andre samles om juleanden og risalamanden.

Men for flere tusind danskere er julen forbundet med ensomhed, fordi de ikke har nogen at være sammen med juleaften.

Sådan lyder det fra Røde Kors, der søndag går i luften med et initiativ, der skal bekæmpe ensomhed i julen.

- Ingen skal ufrivilligt sidde alene juleaften, siger præsident i Røde Kors, Susanne Larsen.

Mange singler og skilsmisser

Initiativet "Julevenner - find nogen at dele julen med" går ud på at give danskere, der ikke har nogen at fejre jul med, mulighed for at holde jul med nogle, der ønsker en ekstra julegæster.

Helt konkret udfylder man en formular på Røde Kors' hjemmeside, hvor man enten melder sig som gæst eller gæstfri.

- I dagens Danmark er vi mange singler, og vi bor ikke nødvendigvis i nærheden af vores familier mere, så der er i dag et større behov for, at vi inviterer hinanden ind i vores fællesskaber, mener Susanne Larsen.

Nogle er ensomme

Omkring 68.000 danskere har svaret, at de skal sidde alene juleaften, viser en ny undersøgelse, som CEM Institute - Voxmeter har foretaget for Røde Kors i Danmark.

- Der kan være mange forskellige grunde til, at folk ikke har nogen at holde jul med. Nogle er deciderede ensomme, mens andres familieomtændigheder som for eksempel skilsmisse kan betyde, at man ikke kan holde jul med de nærmeste, siger Susanne Larsen.

Stor succes sidste år

Røde Kors og DR gennemførte projektet for første gang sidste år, og selv om projektet først blev skudt i gang i midten af december tilmeldte flere end 700 mennesker sig som enten gæster eller værter.

- Det var en stor succes, og hvis vi kan komme op på 700 igen er det rigtig godt, men selvfølgelig vil vi gerne op på et endnu højere tal, siger Susanne Larsen.

Hun mener, at vi i Danmark bør være bedre til at invitere folk med til forskellige arrangementer og traditioner.

Lære af hinandens traditioner

- Vi har i for høj grad måske glemt at tænke på andre, og vi har en tendens til at lukke os om om selv, siger hun og opfordrer derfor alle, der har lyst, til at melde sig til projektet.

- Det er da kun hyggeligt at invitere en med og lære af hinandens traditioner, siger hun.

Op mod jul sætter DR Nyheder og Røde Kors fokus på ensomhed i julen. Søndag den. 1. december går Røde Kors i luften med "Julevenner", der går ud på at parre julegæstfrie familier med mennesker, der ikke har nogen at holde jul med.

Læs mere om projektet og meld dig til her.

FacebookTwitter