Tiltale: Mand voldtog og befølte til borgmesters fest

Der er nu blevet rejst tiltale i sagen om voldtægt og blufærdighedskrænkelse i EL-borgmesters hjem.

Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen valget at 'trække stikket i en kortere periode' efter en voldtægtssag så dagens lys. (Foto: sØRen Bidstrup /Scanpix © Ritzau Scanpix)

Et nu tidligere medlem af Enhedslistens bestyrelse i København er tiltalt for voldtægt og blufærdighedskrænkelse i forbindelse med en fest i teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsens hjem.

Det fremgår af anklageskriftet mod manden, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Manden nægter sig skyldig.

Af anklageskriftet fremgår det, at manden er anklaget for at have voldtaget en beruset kvinde, som var ude af stand til at forsvare sig.

Manden befølte ifølge anklagemyndigheden kvinden på brysterne, lårene og i skridtet, inden han fuldbyrdede voldtægten.

Mens dette stod på, lå også en anden kvinde og sov i sengen. Manden er anklaget for at have holdt hende fast samt berørt hende på kønsdelene.

Derfor er han også tiltalt for blufærdighedskrænkelse.

Voldtægten skal være sket den 1. april mellem klokken 8 og 16, da teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen holdt fest.

Den efterfølgende morgen spiste de i alt fire personer, der havde sovet sammen, morgenmad. Senere henvendte kvinden sig til Center for Voldtægtsofre, hvorefter sagen begyndte at rulle.

Enhedslistens politiske ordfører i Folketinget, Pernille Skipper, har tidligere på Facebook skrevet, at sagen har gjort hende rigtig ked af det.

Også Ninna Hedeager Olsen har kommenteret sagen på Facebook. Hendes fokus var at få manden til at melde sig selv, lød det.

- Det vidste han heldigvis godt, at han skulle, skrev hun.

Borgmesteren valgte efterfølgende at 'trække stikket i en kortere periode'.

Det er uvist, hvordan retssagen ved Københavns Byret begynder.

/ritzau/

Facebook
Twitter