Tiltale: Seks kæmpede for Islamisk Stat i Syrien

De seks er tiltalt for at drage til Syrien, hvor de har ladet sig hverve til og trænet for terrororganisationen.

Sagen udspringer af en omfattende navneliste fra terrororganisationen Islamisk Stat. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Der er rejst tiltale mod seks personer for at være draget til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat, oplyser anklagemyndigheden.

- Efter anklageskriftet er de seks mænd rejst ned til Syrien, hvor de har meldt sig som ”kæmper” for Islamisk Stat. Derfor rejser anklagemyndigheden blandt andet tiltale for en paragraf i straffeloven, der forbyder at lade sig hverve til en terrororganisation, siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas.

Sagen udspringer af en omfattende navneliste fra terrororganisationen Islamisk Stat. Listen kom fra internationale samarbejdspartnere, og efterforskere har siden da gennemgået navnene på listen nøje.

- Den samlede konklusion her og nu er, at vi i Danmark står med seks mænd, som jeg mener, at der er grundlag for at rejse straffesag mod – for overtrædelser af straffelovens terrorbestemmelser, siger anklagemyndigheden.

Sager køres afskilt

DR Nyheder har tidligere beskrevet, hvordan de datoer, der bliver brugt i forbindelse med sigtelserne mod de seks anholdte, er identiske med de datoer, som fremgår i et læk af dokumenter fra Islamisk Stat, som DR er i besiddelse af.

Alle anholdtes navne fremgår af de lækkede dokumenter, og Anklagemyndigheden bruger datoerne som skæringsdato for, hvornår man mener, at de sigtede har tilsluttet sig terrororganisationen Islamisk Stat.

De fem blev anholdt og fængslet tilbage i april, mens den sjette blev anholdt først på sommeren.

Sagerne er sendt til forskellige byretter, Frederiksberg, Glostrup og Aarhus, da mændene kommer fra forskellige steder i landet.

Anklagemyndigheden havde ellers ønsket at køre sagen mod de seks mænd som ét samlet sagskompleks.

FAKTA: Tiltalt for terror

  • Handlingerne skal være fundet sted fra 2013 og frem i den periode.

  • Der er rejst tiltale efter straffelovens § 114 c, stk. 3, der handler om at lade sig hverve til en terrororganisation.

  • Der er også rejst tiltale efter straffelovens § 114 d, stk. 3, der handler om træning til terror.

Facebook
Twitter