Tiltalt for drabsforsøg mod Rasmus Paludan: 'De sagde, jeg ikke kunne blive straffet, fordi jeg er psykisk syg'

To mænd er tiltalt for at ville slå Stram Kurs-lederen ihjel sidste år.

(Foto: MATHIAS ØGENDAL © Scanpix)

Den 53-årige mand, der er tiltalt for at ville slå Stram Kurs-leder Rasmus Paludan ihjel, ønskede kun at skræmme ham.

Det har han i dag forklaret i Retten i Aarhus, hvor det var første retsdag i en sag om drabsforsøg på Rasmus Paludan.

- Jeg ville gøre ham bange. Jeg ville slå ham med kniven, fortalte den 53-årige.

Anklager Jesper Rubow måtte i flere omgange forsøge at få den 53-årige til at definere, hvad han mente med at “slå ham med kniven”.

- Når man stikker med en kniv, betyder det, at man “slår”, forklarede han.

Manden er psykisk syg, og ifølge en erklæring fra Retslægerådet er han erklæret sindssyg.

Derfor har anklagemyndigheden nedlagt påstand om, at han skal have en behandlingsdom, hvis han bliver kendt skyldig.

Selv nægter han sig skyldig i drabsforsøget, men han erkender, at han har holdt kniven.

Tiltalt: De andre vidste det

Grundlovsdag sidste år holdt Stram Kurs-leder Rasmus Paludan demonstration i Digterparken i Åbyhøj i Aarhus. Demonstrationen udviklede sig dramatisk.

Undervejs løb den 53-årige mand gennem politiets afspærring med en kniv i hånden, hvilket resulterede i, at manden blev skudt i benet af politiet.

I retten afviste den 53-årige til at begynde med, at en 41-årig medtiltalt havde hjulpet ham.

Den 41-årige er tiltalt for medvirken til drabsforsøg.

Ifølge anklageskriftet skulle han have fortalt den 53-årige om demonstrationen og have udstyret ham med kniven.

Men under dagens retsmøde ændrede den 53-årige psykisk syge mand forklaring og gik tilbage til de forklaringer, han tidligere havde givet til politiet og kommet med i grundlovsforhøret, som blev afholdt dagen efter hændelsen i Digterparken.

- De sagde, der ikke ville ske noget

I retten endte den 53-årige mand med at fortælle, at den 41-årige - og muligvis også andre – havde opfordret ham til at tage kniven med til demonstrationen grundlovsdag.

- De sagde, at der ikke ville ske mig noget, fordi jeg er psykisk syg. Jeg ville ikke blive straffet. Jeg får kniven af ham (den 41-årige, red.). Vi skulle ødelægge Paludans planer. Han sagde: Tag den kniv, du vil have. Jeg tog den ind under jakken, sagde den 53-årige mand.

I sin forklaring fortalte han også, at det var den 41-årige, der skulle hjælpe med at finde Rasmus Paludan.

Den 41-årige nægter sig skyldig i anklagerne mod ham. Han nægter at have givet den 53-årige medtiltalte en kniv samt at have udpeget Rasmus Paludan.

Video af demonstration vist

Da anklageren i dag fremlagde sagen for dommere og nævninge, afspillede han en video, som var optaget af politiet på grundlovsdag sidste år.

I videoen kunne man høre en hård ordveksling mellem den 53-årige tiltalte og Rasmus Paludan under demonstrationen.

Men pludselig stormede den 53-årige mand gennem politiets afspærring med en kniv og løb hen mod partilederen, som blev ført væk af sine PET-vagter.

Manden blev bremset af politiet, der omringede ham.

- Skyd! Skyd! Skyd!, råbte den 53-årige tiltalte til politiet ifølge videoen.

- Han må ikke brænde koranen.

- Smid kniven, råbte politiet i videoen.

En betjent affyrede kort efter et varslingsskud, der dog ikke fik den ønskede effekt.

Det næste skud ramte den tiltalte i låret, og politiet fik hurtigt efter overmandet ham og frataget ham kniven.

Den 53-årige mand blev efterfølgende behandlet på hospitalet.

Afbrød retsmøde

Under retsmødet var der flere politibetjente til stede, og politiet havde også taget opstilling ude foran retsbygningen, ligesom bombehunde havde gennemgået retslokalerne.

Dagen i dag var afsat til, at de tiltalte skulle afgive forklaring, men omkring klokken 15 valgte dommeren at afslutte retsmødet, da den 53-årige psykisk syge mand ikke kunne holde til mere.

Derfor fik den 41-årige ikke afgivet sin forklaring i dag.

Udover de to tiltalte skal en række betjente, vidner og Rasmus Paludan afgive forklaring.

Det forventes, at der falder dom inden 9. februar.

Facebook
Twitter